Kemien I Menneskets Tjeneste

ÆDLE METALLER 433 Mineral, der bestaar af Kalkium- og Magniumkarbonat. Desuden lægges noget brændt Kalk i Konverteren, førend Raajernet hældes i. Fosforilten forener sig nu med Metalilterne og danner Metalfosfater, der gaar i Slaggerne, hvilke man senere har lært at udnytte som et værdifuldt Gødningsstof (S. 389). Naar man benytter basisk Slaggestof, er det umuligt at afbryde Omsætningen saaledes, at man faar dannet Staal; man bliver derfor ved med at blæse Luft ind, til alt Kulstoffet er bortbrændt. Derefter tilsættes mere eller mindre Spejljern, eftersom man vil fremstille Staal eller Smedejern. Med Kendskabet til Luftgasfyring i Forbindelse med Regenerator blev man i Stand til at indrette Ovne, hvori man kunde smelte Staal og Smede- jern. Naar man i en saadan Ovn sammensmelter Smedejern og Raajern, maa man ved at blande de to Stoffer i passende Forhold kunne fremstille Staal. Denne Fremgangsmaade skyldes Franskmændene Brødrene Martin (1865). Oprindelig var det deres Mening paa den Maade at udnytte gammelt Jern og Smedejernsaffald, som blev blandet med kulrigt Raajern. Ogsaa her spil- ler Slaggerne en Rolle; dersom Jernet indeholder for meget Fosfor, maa man bruge basisk Ovnbund og tilsætte noget Kalk. Martinmetoden har den For- del frem for Bessemermetoden, at Omsætningen uden at kræve større For- brug af Brændsel foregaar langsommere i Ovnen end i Konverteren, og man kan derfor bedre fremstille Jernsorter af ganske bestemt Sammensætning. Til Fremstilling af de fine Staalvarer, Nikkelstaal og Kromstaal, bruges Mar- tinmetoden altid. Fra 1898 har man arbejdet paa at fremstille baade Staal og Smedejern direkte af Malmen ved Hjælp af den elektriske Strøm. Man maa da benytte meget rene Jernmalme, som males fint, blandes med Trækulpulver i passende Forhold og derefter smeltes i den elektriske Ovn. Endnu befinder den elek- triske Fremgangsmaade sig dog paa Forsøgets Stadium. Ædle Metaller. Guld forekommer i Naturen som frit Metal, oftest i Form af fine Korn eller Skæl, der ligger spredte i Klipper og løsere Bjergarter. Naar Stenene forvitrer (S. 382), smuldrer de hen, idet en Del af dem kemisk omdannes, og de, der ikke omdannes, løsnes fra den sammenkittede Masse. Det rin- dende Vand fører Forvitringsprodukterne med sig og aflejrer dem paa Ste- der, hvor Strømmen er ringe, saaledes at de tungere Bestanddele, f. Eks. de større Kvartskorn og Guldkornene, aflejres først, medens de lettere Dele holdes opslæmmede og føres længere bort. Paa den Maade opstaar der ved Rasmussen: Kemien i Menneskets Tjeneste 28