Kemien I Menneskets Tjeneste

40 BASER Forbindelser som Natrium- og Kaliumhydroxyd kaldes Baser. Ved en Base forstaar man en kemisk Forbindelse, der bestaar af Hy- droxyl og Baserest. Baseresten er i Reglen et Metal, men kan ogsaa be- staa af andre Grundstoffer. Natrium og Kalium kaldes alkaliske Metaller; Natriumhydroxyd og Kaliumhydroxyd kaldes ofte Alkalier. Kalkiumhydroxyd eller læsket Kalk. Dersom man lægger Kalkium i Vand, dannes der Brint og Kalkiumhydroxyd, som er tungtopløseligt i Vand. Største Delen af Kalkiumhydroxydet udskilles derfor som Bundfald; at der dog opløses noget i Vandet, kan vi se af, at Opløsningen farver Lakmus blaat. Denne Opløsning kaldes Kalkvand; med Aluminium giver den svag Brintudvikling; den farver en farveløs Flamme rødgul, hvilket skyldes Kalkium. Ligesom vi kunde danne Alkalierne ved at opløse Metalilterne i Vand, kan vi fremstille Kalkiumhydroxyd ved at overhælde Kalkium il te („brændt Kalk") med Vand. Man siger da, at Kalken læskes; herved udvikles der en ret stor Varme, hvad der forøvrigt sker ved de fleste kemiske Omsæt- ninger. Brændt Kalk faar man ved at ophede Kridt eller Kalksten under Luf- tens Adgang. Kalkstenen spaltes da til brændt Kalk og Kultveilte. Dette vises Fig. 54. Kalk tilbage. At det er brændt ved Forsøget Fig. 54. I Røret R, som maa være af Jern eller tungtsmelteligt Glas, an- bringes lidt knust Kridt; i c er der Kalk- vand. Kridtet ophedes stærkt, og der blæses en ganske svag Luftstrøm ind ved a; Luft- strømmen river den frigjorte Kultveilte med sig, og vi ser, der fremkommer Bundfald i Kalkvandet. I Røret R bliver der brændt Kalk, kan man vise ved at overhælde det med Vand, lade det staa lidt og derefter filtrere, og vi faar da en Opløsning, som farver Lakmus blaat, farver en Flamme rødgul og giver Bundfald ved Tilledning af Kultveilte. Opløsningen maa altsaa være Kalkvand; men Kridt kan ikke ved Overhældning med Vand danne Kalkvand. Andre Baser. Der findes Hydroxyder af næsten alle Metaller, men de fleste Hydroxyder har ingen Indvirkning paa Lakmuspapiret, fordi de er uopløselige i Vand og derfor ikke indeholder Hydroxyljoner. Det gaar altsaa disse Baser paa samme Maade som Kiselsyre, der er uopløselig og derfor heller ikke har Syrernes sædvanlige Egenskaber. At de uopløselige Metal- hydroxyder alligevel er Baser, skal vi senere se. Af saadanne Baser er den