Kemien I Menneskets Tjeneste

Forfatter: Hans Rasmussen

År: 1910

Forlag: Gyldendalske Boghandel - Nordisk Forlag

Sted: København og Kristiania

Sider: 482

UDK: 66(042)

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 502 Forrige Næste
.. UÆDLE METALLER 469 ______________________________________________________________________ Stenart, rimeligvis Gal mej (Zinkkarbonat). Selve Metallet Zink har de øst- asiatiske Folk kendt i længere Tid. Til Europa kom det ikke før end i det 16de Aarh.; men allerede tidligere havde Paracelsus fremsat den Anskuelse, at der maatte findes et ukendt Metal i Højovnstenen, og da denne havde en takket Brudflade, kaldte man Metallet Zink. I Aaret 1725 blev det første Zink fremstillet i Europa. Det var dog et Metal, som man ikke fandt nogen videre Anvendelse for, da det var meget sprødt. I 1805 gjorde man den Op- dagelse, at naar Zink blev opvarmet til henimod 150°, blev det sejgt og kunde valses ud til tynde Plader; fra den Tid af fik Zink større og større Anvendelse, og Produktionen steg stærkt. Verdensproduktionen af Zink var: 1860 ............. 100000 Tons 1903 ............. 1880 .,............ 237 000 — 1905 ............. 1900 ............. 450000 — 1908 ............. 565 000 Tons 655000 — 712000 — De vigtigste zinkproducerende Lande var 1905: Tyskland 198000 Tons (1908: 213 000), Forenede Stater 183000 Tons (1908: 186000), Belgien 143 000 Tons,. England 50000 Tons og Frankrig 44000 Tons. I Naturen forekommer Zink meget udbredt som Zinkblende (Zink- sulfid), i mindre Mængde som Galmej (Zinkkarbonat) og Zinksilikat. Fremstillingen er den samme, som man hele Tiden har brugt. Man blander Zinkilte med Kul i Lerrør, som indsættes i større Ovne; ved Ophedning reducerer Kullet Zinkiltet til metallisk Zink, der fordamper, og Dampene fordraabes i Forlag af Ler. Galmej kan direkte reduceres, da denne Malm ved Ophedning let afgiver Kultveilte og bliver til Zinkilte. Større Vanskelig- heder beredte Zinkblende, der i mange Tider blev betragtet som en værdi- løs Malm. Denne omdannes nu ved forsigtig Ristning til Zinkilte, der redu- ceres med Kul, og Svovlilte, der benyttes til Fremstilling af Svovlsyre. I de senere Aar er der gjort flere Forsøg paa at fremstille Zink ved Elektrolyse. Zink er et Metal, der er mindre ædelt end Jern. I fugtig Luft over- trækkes det med en mat Hinde, som væsentlig bestaar af Zinkhydroxyd og Zinkkarbonat, og som beskytter Zinket mod videre Iltning; af Syrer angri- bes det let. Zink har en mangesidig Anvendelse; det bruges saaledes til for- skellige Husholdningsredskaber, til Tagrender, til Tagbeklædning, til Klichéer o. a. Endelig findes der Zinkplader i de fleste galvaniske Elementer, og en Mængde Zink bruges til Fremstilling af galvaniserede Jerngenstande (S. 418) og til Legeringer (Messing og Bronce). Sammen med Zink forekommer oftest en Smule Kadmium; dette Me- tal benyttes som Amalgam til Tandplomber, og Kadmiumsulfid er en ægte, lysegul Malerfarve. Naar Kadmium legeres med andre Metaller, bevirker det, at Legeringen faar et usædvanlig lavt Smeltepunkt; saadanne Legeringer _____________