Kemien I Menneskets Tjeneste

52 GULDMAGERTIDEN vilde Guldets Pris blive forsvindende lille. Baade Gejstlige, Lægfolk, Fyrster, Adelige og Borgere syslede med det store Problem. Store Formuer blev an- vendt, og en Mængde Menneskers Tid gik til Spilde. Man studerede, og der var ogsaa mange, der eksperimenterede. Forsøgene mislykkedes, men Troen Fig. 57. Titelblad af en alkymistisk Bog. (Stange: Zeitalt. d. Chemie.) var der alligevel. Man havde jo hørt, at den og den hav- de kendt en Mand, som havde fortalt, at han havde set en Mand, der var indviet i den store Kunst. Og gik man til de lærde Foli- anter med de my- stiske Tegn og Bil- leder (se Fig. 57,65, 73 og 74), med det gaadefulde, filoso- fiske Sprog, som in- tet Menneske kun- de forstaa, var der ingen Tvivl om, at det kun kom an paa at finde den rigtige Mening ud af alt det sindsfor- virrede Vrøvl, som der ingen Mening var i. Begyndte Troen alligevel at vakle, saa var der altid en eller anden gal, som troede, at han kunde lave Guld, eller der var en Bedrager, som paastod, at han kunde, og Guldtørsten holdt Offeret fangen. Først da Kemien begyndte at frigøre sig for Alkymien, gik det tilbage med den alkymistiske Lære, der dog har haft sine Tilhængere endnu i forrige Aarhundrede. Ligesom Kemien har ogsaa Alkymien sit Hjem i det gamle Ægypten. De ældste alkymistiske Forfattere fortæller, at den ædle Kunst, at forvandle et Metal til Guld, har Menneskene ikke selv fundet paa; nej, den er bragt i