Kemien I Menneskets Tjeneste

GULDMAGERTIDEN 51 Vandet Varme, maa man dermed ophæve Kulden. Saadanne Forvandlinger ansaa de græske Filosoffer for meget naturlige. Platon fortæller saaledes i „Timæus", at Vandet ved Fortætning bliver til Sten og Jord; ved Sønder- deling bliver det til Vind og Luft. Naar Luften antændes, bliver den til Ild, og naar Ilden slukkes og fortættes, bliver den igen til Luft. Luften forvandles til Taage, som bliver til Vand, og af Vand fremgaar Jord og Stene. — Ari- stoteles mente dog selv, at fire Elementer ikke var nok til at klare alle Na- turens Hemmeligheder; han maatte da tage et femte Element til Hjælp. Dette Element skulde være af en højere, aandig Natur og gennemtrænge alt i Verden. I Middelalderens videnskabelige Stridigheder er det kendt under Navn af „Quinta essentia"; heraf Udtrykket „Kvintessents". Det er forøvrigt muligt, at hverken Empedokles eller Aristoteles selv har opfundet de fire Elementer, men har laant dem andetsteds fra. I de gamle indiske Skrifter fortælles, at Æter blev først skabt, og heraf opstod de fire Elementer: Vind, Vand, Jord og Ild. Æter skulde da svare til Aristoteles’ femte Element. Guldmagertiden. Stod det smaat i Oldtiden med den kemiske Forstaaelse, var det kun ringe Fremskridt, Middelalderen bragte. I Middelalderen har vi Oldtidens Dogmetro, men gennemtrængt af et altbeherskende Problem: Kunsten at gøre Guld eller Alkymien. Man mente, at et Metal kunde forvandles til Guld, idet man støttede sig paa de græske Filosoffers Lære om Elementernes Om- dannelse og paa nogle overfladiske Iagttagelser. Det Vand, der løber gennem Kobbermalmlejer, indeholder ret hyppigt opløst Kobbersulfat (S. 47). Naar man holder et Stykke Jern ned i Vandet med Kobbersulfat, udskilles der et Lag Kobber paa Jernet, medens der samtidig gaar noget Jern i Opløsningen. Saaledes forstaar vi nu dette Fænomen; men for Oldtidens Folk saa det helt anderledes ud. Naar de saa, at Jernet fik en kobberrød Farve, sluttede de straks heraf, at Jernet maatte være forvandlet til Kobber. Det faldt ikke nogen ind at undersøge Sagen nøjere; i de Tider „eksperimenterede" man jo ikke, men man „tænkte".. Af dette og lignende Eksempler kunde man let faa den Tanke, at et Metal kunde forvandles til et andet; men saa var det jo en Selvfølge, at man maatte kunne lave et Metal om til Guld, bare man kendte Midlet hertil. Intet Under, at Datidens Vismænd gav sig til at lede efter Midlet; den lykkelige Opdager vilde jo herigennem faa Nøglen til Alverdens Rigdomme og blive Verdens Herre. Fristelsen var stor for alle. Selvfølgelig var der ingen, der faldt paa, at hvis man let kunde lave Guld, 4*