Kemien I Menneskets Tjeneste

50 OLDTIDEN Fig. 56. Aristoteles. (Stange: Zeitalt. d. Chemie.) til Luft, endvidere at af Vand kan der opstaa Jord, og af Jord fremkomme Bjærgkrystal, saa blev denne Sætning staaende som en Kendsgerning, indtil Kemiens største Mand Lavoisier 1700 Aar efter godtgjorde, at en saadan For- vandling var umulig. Denne Maade at behandle Sagen paa er maaske Grun- den til, at Oldtidens Forfattere intet meddeler om de Mænd, som gjorde selv meget vigtige kemiske Opdagelser af største Betydning for Menneskehe- den. Derimod beretter de samme For- fattere omstændeligt om enhver Filosof, der udtænkte en eller anden urimelig Mening om Sammenhængen i Verden. Den græske kemiske Videnskab var saaledes kun en Tankebygning. Det væsentlige i denne er fremsat af Empedokles fra Sicilien (440 f. Kr.). Efter hans Mening bestaar alt i Ver- den af fire Elementer: Luft, Vand, Jord og Ild. Denne Lære optog Ari- stoteles i sin berømte Naturlære, som paa Grund af den Autoritet, der efter- haanden knyttedes til Aristoteles’ Navn, i lange Tider paa forskellige Om- raader skulde spærre Vej for Sandhedens Erkendelse. De fire Elementer karakteriseres ved 4 Hovedegenskaber, som er parvis modsatte: tørt koldt ----------------------- varmt fugtigt Hvert af de 4 Elementer har to af disse Egenskaber: Luften er varm og fugtig, Vandet fugtigt og koldt, Jorden er kold og tør, Ilden er varm og tør. Dersom Egenskaberne forandres, bliver ogsaa Stofferne forandrede. Vand kan forvandles til Luft; begge Elementer er fugtige, og naar man tilfører