Kemien I Menneskets Tjeneste

DEN MEDICINSKE KEMI 65 hed og høstede Fordel af deres Dumhed. Han var ikke bange for at prøve nye Lægemidler, og Heldet fulgte ham, saa han hurtigt over hele Tyskland fik Ry som en fremragende Læge. 1526 blev Paracelsus udnævnt til Professor i Medicin og Stadslæge i Basel. Som Professor blev han snart til Forargelse for sine Kolleger, da han begik noget for den Tid aldeles uhørt, idet han holdt sine Forelæsninger paa Tysk og ikke paa Latin. Herved vandt han mange Tilhørere, idet ikke blot Studenter, men ogsaa Lægfolk flokkedes om ham; men hans lærde Kollegaer kaldte ham en Gøgler og en Humbugsmager, og de holdt sig borte fra ham. Ligesom Naturvidenskaben havde ogsaa Lægevidenskaben sine gamle Auto- riteter, der spærrede Vej for ethvert Fremskridt. Rent galt blev det, da Pa- racelsus drog til Felts mod disse og endogsaa dristigt erklærede, at hans Skobaand var klogere end de gamle, ærværdige Autoriteter. Noget saa for- masteligt kunde Professorerne ikke finde sig i; de begyndte at gaa angrebsvis til Værks og ikke just paa den fineste Maade. Byens Læger og Professorerne sendte i al Hemmelighed nogle af deres Tilhængere mellem Studenterne hen til Paracelsus’ Forelæsninger, for at de der skulde finde Stof til Angreb. Da et saadant Stof var samlet, blev der imod Paracelsus udarbejdet et Smæde- skrift, som en Søndag fandtes opslaaet paa Byens Kirkedøre; Smædeskriftet var efter Datidens Mønster ikke holdt i et særlig dannet Sprog og i det væsentlige en Samling af grove Ukvemsord. Paracelsus, der var et hidsigt Gemyt, blev selvfølgelig rasende over en saadan Behandling, og han klagede til Basels Magistrat; men da han vel neppe troede, at en saadan Klage skulde faa nogen Virkning, angreb han i et Forord til sine medicinske Bøger sine Modstandere. Forordet er holdt i et djærvt Sprog, rigeligt spækket med Ukvemsord; det begynder saaledes: „Nu vil vi vaske hinandens Pels og hverken skaane den røde Hat eller det store Navn.“ Paracelsus’ Stilling blev ikke stærkere; Magistraten, der jo selv var en Slags Autoritet, havde megen Sympathi for gamle mosgroede Autoriteter og disses Dyrkere, og den stillede sig uvilligt over for Paracelsus; tilsidst kom det endogsaa til fuld- stændigt Brud. Grunden hertil var følgende: Domherren Kornelius Lichten- fels havde forgæves søgt flere Læger for en Mavelidelse; tilsidst henvendte han sig til Paracelsus, som han lovede en Betaling af 100 Gylden, ifald han kom sig. Da nu Lichtenfels blev rask under Paracelsus’ Behandling, sendte han ham 6 Gylden og lod ham meget takke. Hermed var Paracelsus ikke tilfreds, men forlangte den lovede Sum; da Domherren nægtede at betale, stævnede Paracelsus ham for Retten, men dennes Kendelse gik Paracelsus imod. Ophidset over en saa skændig Uretfærdighed forfattede han en Pro- test imod Dommer og Magistrat; for at undgaa Magthavernes Hævn flygtede han dernæst fra Basel i Nattens Mulm og Mørke. Rasmussen: Kemien i Menneskets Tjeneste 5