Kemien I Menneskets Tjeneste

66 DEN MEDICINSKE KEMI I de følgende 14 Aar flakkede Paracelsus hvileløs omkring fra Sted til Sted, indtil han døde i Salzburg d. 24. Sept. 1541. Paracelsus var en Reformatornatur. Naar hans Reformarbejde ikke blev tilsrækkeligt anerkendt, skyldtes det dels Menneskenes Uvilje mod Reformer, dels at han paa en hensynsløs Maade sagde Sandheden. Som Forfatter op- traadte han muligt for selvbevidst, som Menneske var han ædel og god; hans største Ønske var, at han maatte være den humane Læge, hvis Hoved- opgave det var at hjælpe de syge, „disse stakkels, elendige, trængende Mennesker". Efter Paracelsus’ Opfattelse er alt, hvad der foregaar i Menneskelegemet, kemiske Omsætninger, og Sundhedstilstanden afhænger af Legemets Organer og Vædsker. Paracelsus mener, at alle Organerne bestaar af tre Grundstoffer, nemlig Kviksølv, Svovl og Salt. Naar der er for meget eller for lidt af et af disse Grundstoffer, opstaar der Sygdomme. For meget Svovl fremkalder Feber og Pest, for meget Kviksølv Lammelse og Tungsindighed, for meget Salt Diarré og Vattersot; naar der udskilles Kviksølv, opstaar der Gigt, og dersom Kviksølv destillerer fra et Organ over i et andet, fremkalder det Raseri. Medens Paracelsus saaledes søger — om end paa en fantastisk Maade — at forklare Sygdomme ud fra kemiske Omsætninger, mener han, at Fordøjelsen besørges ved Hjælp af Archeus, som er en god Aand, der gør den optagne Næring fordøjelig, bevirker, at de ufordøjelige Stoffer ud- skilles, og saaledes sørger for, at der bliver Ligevægt i Organismen; naar Archeus bliver syg, opstaar der Mavesygdomme. Da Sygdommene skyldes kemiske Forandringer, maa de kunne hæves ved kemiske Lægemidler, som svarer til disse Forandringer. Ud fra denne Forudsætning var det, at Paracelsus saa Kemiens Hovedopgave i Fremstil- ling af Lægemidler. Paa dette Omraade virkede han utrætteligt og fremstil- lede selv en Mængde nye Lægemidler. Ved sit Arbejde i den Retning gav Paracelsus Stødet til en højere Udvikling af Apotekervæsenet. Paa hans Tid var Apotekerne Depoter for Rødder, Urter, Sirupper og forskellige Slags Konfekt. Fremstillingen af de nye Lægemidler krævede Kendskab til kemiske Virkninger; Apotekerne maatte for Fremtiden tilegne sig denne Kendskab. Ligeledes blev det nødvendigt for Lægerne at have kemiske Kundskaber, og hermed er i Virkeligheden indledet en ny Periode i baade Lægernes og Apotekernes Uddannelse. Følgerne af Paracelsus’ Optræden viste sig hurtigt; hans Elever, der var begejstrede for den nye Lære, forherligede ham som Medicinens Reforma- tor; Tilhængerne af det gamle værgede sig med Fortvivlelsens Kraft mod det nye, som truede med at berøve dem deres Anseelse. Resultatet af den heftige Kamp, der førtes i længere Tid, blev, at Paracelsus’ Meninger i det væsentlige sejrede.