Kemien I Menneskets Tjeneste

DEN MEDICINSKE KEMI 69 for stor, fremkaldes der Sygdomme, og disse Sygdomme bliver værre, naar Syremængden tiltager saa stærkt, at den ikke kan omdannes af den alkaliske Galdesaft; imod alle saadanne Sygdomme maa man da anvende alkaliske Salte (se S. 44) som Lægemiddel. Hvis Sygdommen derimod skyldes Mangel paa Syre, maa den bekæmpes med sure Lægemidler. Idet Helmont benyt- tede det Kendskab, han havde til Opløsningers Virkninger paa hinanden udenfor Organismen, sluttede han, at der maatte foregaa en tilsvarende Virk- ning inde i Organismen, og han er saaledes paa en Maade Grundlæggeren af den kemiske Fysiologi. Det var dog ikke blot paa Fysiologiens Omraade, at Helmont indlagde sig Fortjeneste; ogsaa den egentlige Kemi har han fremmet. Han lærte, at Stofferne ikke gik til Grunde, naar de ad kemisk Vej blev omdannet til nye Stoffer, men at de vedblev at være til Stede i disse; saaledes er der stadig Sølv i Sølvsalte, og Sølvet kan atter udskilles af disse. Ogsaa ved at undersøge Luftarter har han indlagt sig stor Fortjeneste. Før hans Tid var det den almindelige Opfattelse, at alle Luftarter egentlig var det samme som den atmosfæriske Luft. Van Helmont paaviste, at Kultveilte, Brint, Svovlilte og Grubegas (Metan, S. 27) var helt andre Luftarter, da de havde ganske andre Egenskaber end den atmosfæriske Luft. Især Kultveilte undersøgte han nøjere og paaviste, at den fremkom ved Ophedning af Kalksten (Kalkbræn- ding, S. 40), naar man satte Syre til Potaske (S. 44), naar Kul brænder, ved Gæring af 01 og Vin, og at den fand- tes i Maven, i visse Mineralkilder og undertiden i Huler i Jorden. Franz de le Boe Sylvius(1614 —72) studerede i Leiden og Basel. Efter- åt han i Amsterdam havde opnaaet stor Berømmelse som Læge, blev han i Aaret 1658 Professor i Leiden. I medicinske Kundskaber stod han højt over alle sine samtidige; han vidste saaledes, at der var Forskel paa Blodet, der gaar til Lun- gerne, og Blodet, der kommer fra Lun- gerne, og han var klar over, at Farve- p rig. oi. uyiviua, forskellen skyldtes den Luft, der optages (Stange: Zeitalt. d. Chemie.) ved Aandingen. Sylvius opfattede Luft- optagelsen og Luftudskilningen som Følger af en Forbrænding i Legemet, og efter hans Mening var Livsprosesserne kemiske Processer. I Modsætning til Paracelsus og van Helmont troede han ikke paa Archeus, men ansaa og- saa Fordøjelsen for en kemisk Proces, hvorved Spyt, Mavesaft, Bugspyt og