Den Ældste Atomlære

120 Ingeborg Hammer-Jensen deres Fremgangsmaade. I den eleatiske Skole ud- formede man saa, vel nok med et Par rigtige Iagttagel- ser som Udgangspunkt, en Lære, hvorefter det værende er en absolut Enhed, uforanderligt og ubevægeligt; med denne Antagelse var det ikke nok at konstatere de for- skellige Illusioner, Sanserne føre til, og Eleaterne tog ogsaa Konsekvensen og erklærede al Forandring og alt foranderligt for Sansebedrag; naar det kolde bliver varmt, naar det haarde Jærn bliver blødt, er Blødheden og Varmen lige saa lidt Virkelighed som Kulden og Haardheden var det, det ene som det andet, alle vex- lende og skiftende Egenskaber bero paa Indbildning.2) Denne Lære slog Eleaterne fast med stor Veltalen- hed og dialektisk Færdighed, saa at dens Resultater gik ind i Tidens Bevidsthed for saa vidt, at intet tæn- kende Menneske mere troede paa sine Sanser. Og i den Grad ødelagde denne Grundanskuelse, som man saa at sige fødtes med, Folks Begreber, at selv Anaxa- goras, som ellers baade kunde høre og se, ikke be- tænkte sig paa at hævde, at Sne er sort, da Sne er en Form for Vand, og Vand er sort;3) (at Vand er sort, overbevistes han om af den sorte Røg, der vælter ud af vaadt Brænde, og som maa antages at være, en anden Form for Vandet, der var i Brændet).4) Den samme Foragt for Sansernes Belæring skinner ud af alle Pla- tons tidligere Dialoger (man tænke fx. paa Phædon), og doceres af Sofisterne med Slagfærdighed og Hehl alle Vegne, og en af deres ypperste, Gorgias, skriver et Værk: Om Naturen, hvis Undertitel er til- strækkeligt betegnende: Eller om det ikke-værende. Og midt i al denne Skepsis, der naar ti] at benægte hele den materielle Verdens Existens, møder vi en filoso- fisk dannet Græker, som med Udholdenhed og For- 2) Fx. D. V. 20 B 8. 3) D. V. 46 A 97. *) 46 A 98.