Den Ældste Atomlære

NB. Den ældste Atomlære. 135 nemlig begge Metoder. I al Fald har han og hans nær- meste Disciple fundet et Forhold mellem Tonehøjde og Tal, som de overhovedet satte alt muligt i Forhold til Tal, hvadenten nu disse Tal angav Strengens Længde eller en Vægt af Lodder.1) Til at danne dette System har de naturligvis brugt deres musikalske Øre og intet andet, men det var jo ogsaa fuldt tilstrækkeligt; og saaledes gr lindlagde de Musikteorien. Den gamle Py- tbagoræer Hippasos2) skal ogsaa have iagttaget, at Kar af samme Materiale og Størrelse giver forskellig Lyd, naar man slaar paa dem, efter den Vandmængde, der er i dem. — Ogsaa den fysiske Side af Akustiken interesserede dem. Al km aion3) ved, at Lyden kom- mer med Luften til Øret; om Ørets eller Halsens, spe- cielt Strubehovedets, Indretning, ved han intet som helst; han antager, at der er et tomt Rum indenfor Øret, som giver Lyd, naar Luften slaar imod den ydre Væg, som der altid høres Lyd, naar man slaar paa en tom Beholder. Af et Fragment af Archytas4) faar vi bedst Begreb om Pythagoræernes Akustik; ganske vist er det fra en lidt senere Tid, men hvad der ligger imellem, kender vi kun gennem ham. Archytas har lært af sine Forgængere, at til Frembringelse af en Lyd behøves der et Slag eller Stød. Han selv har iagt- taget, at dette Stød sætter en større eller mindre Luft- masse i retlinet, fremadskridende Bevægelse. Den be- vægede Luftmasse optages af Øret, og der fornemmes en stærk eller svag Lyd, alt efter som Luftmassen er stor eller lille, en høj eller dyb Tone, efter som Luften kommer mod større eller mindre Fart. Dette belyses ved Exempler, hvorover Teorien er bygget, og som ude- Om Strengens Vægt tales aldrig, saa man har vel altid brugt Strenge af samme Materiale. 2) D. V. 8 A 13. a) D. V. 14 A 5. 6. <) D. V. 35 B. 1.