Den Ældste Atomlære

136 Ingeborg Hammer-Jensen lukker al Tvivl om, at Lyden har været opfattet som en Luftmasse, der er sat i Bevægelse ved et Stød og kom- mer ind i Øret. Man kan ikke høre en meget voldsom Lyd, siger han, thi Lydens Kraft er jo afhængig af Luftens Masse, og en saa stor Masse, som her er Tale om, kan ikke komme ind i Øret, ligesom man ingen Vædske fa ar ind i et smalhalset Kar, naar man hælder stærkt til. Analogt hermed faar man en stærk Tone frem med et dybt Aandedrag og i modsat Fald en svag. At Tonens Højde er afhængig af Luftens Bevægelses- hastighed, sluttes af den Skala af Lyde, man kan faa frem ved at svinge en Stok hurtigere eller langsom- mere ; og den samme Erfaring mener han at have gjort ved at blæse i aabne eller lukkede Rør, hvor han rigtigt har lagt Mærke til, at Tonens Højde er omvendt pro- portional med Rørets Længde, hvilket han forklarer ved, at Luften strømmer med større Fart ud af korte Rør end af lange. Af disse og lignende Fænomener drager han den Slutning : de høje Toner bevæger sig hurtigere (o : beror paa hurtigere Bevægelse af Luft- massen), de dybere langsommere. Denne Forvexling af de enkelte Luftdeles Bevægelser med .Lydbevægel- sen var nærliggende; men underligt synes det os, at det ikke er faldet ham ind, hvilken mærkelig Ting et Musikstykke maatte blive til hørt paa nogen Afstand, naar de højeste Toner kom først, og de andre efter i Forhold til deres Højde. .Det er aabenbart heller ikke faldet ham ind, at der maatte blive et lufttomt Rum paa det Sted, hvor Lyden kom farende fra. At dette intet som helst har at gøre med den mo- derne Teori (der for Resten er fra det 18de Aarhnn- drede), om Luftdelenes Svingninger og Svingningstal, og at Pythagoras altsaa heller ikke har drømt om Svingninger og Svingningstal, turde være indlysende. — Anaxagoras holdt sig, hvad den fysiologiske Side