Den Ældste Atomlære

Den ældste Atomlære. 147 enorme Forøgelse har krævet en betydeligt mere indvik- let Teori. Denne Varmelære kunde Platon ikke bruge; den var baseret paa det tomme Rum og Atomernes For- skellighed, to Ting, som Platon havde taget Afstand fra. Efter Pythagoræernes Exempel havde han givet Ildens Partikler Pyramideform, paa den kunde han lig© overføre Kugleformens Egenskaber,29) blot blev Efter- trykket stærkere lagt paa det gennemtrængende, gen- nemskærende. Med deres Spidser deler Ildpartiklerne Jord, Luft, Vand i de mindste Bestanddele; selv op- løses Ilden ogsaa, slukkes, naar den omsluttes af for mange Luft-, Jord- eller Vandpartikler.30) Da Ato- mernes Stilling og Afstand ikke kunde bruges i Platons System, identificerede han Varmen og Ilden, og fulgte deri vistnok en gammel Forestilling. Varmen31) er den Del af Flammen, der, naar Flammen er slukket, bliver tilbage i de gennemglødede Legemer. Smeltning og Frysning forklares saaledes. AfVand, det vil sige sammensat af Ikosaedrer, er der to Hoved- arter : det flydende Vand og det smeltede Vand. Det sidste er, som tidligere omtalt, det samme som Me- tallerne. Deres Ikosaedrer er store og ens, derfor er Metallerne stabile, ikke i Bevægelse, og de sidder tæt sammen, derfor er Metallerne tunge; det er jo rent atomistisk. Naar nu Ilden kommer ind i dem og op- løser dem, faar vi en inhomogen Masse: Ildens Pyra- mider, Vandets Ikosaedrer og Stumperne af de Ikosae- drer, Uden har slaaet itu; det vi], som tidligere for- klaret, sige,32) at denne Masse bliver letbevægelig og giver efter for den omgivende Lufts Tryk og presses fladt ud over Jorden ; det kakler man, at Metallet bliver 29) cfr. 78 A om Ildpartiklernes Bevægelse. 56 D. ff. cfr. p. 103. 31) 58 C ff. 82) p. 78. 10*