Den Ældste Atomlære

164 Ingeborg Hammer-Jensen Der er en Sætning hos Aristoteles,76) som synes at stride mod det her udviklede : Demokrit har ikke Ret, naar han tror, at hvis Mellemrummet var tomt, kunde man tydeligt se, naar der var en Myre paa Himlen. Her ser det jo ud, som om Luften var en Hindring for Syns- billedets Forplantning og ikke en nødvendig Betingelse. Men ("overensstemmelsen er kun tilsyneladende. Selv- følgeligt generes Luftaftrykket af den omgivende Luft og dens Bevægelser, og deraf maa det vel forklares, at Billederne kommer mere defekte til vort Syn, jo læn- gere fra de kommer, men det er jo en Ting for sig ; og Demokrit kan efter sin Teori godt tænke sig, at Bille- det af Myren, der kravler paa Himmelhvælvingen, for- plantes alene ved de tilbagekastede Lysstraaler, da der til dette Billedes Fremkomst for vor Bevidsthed hver- ken behøves Farve eller Aftryk, en Prik, der bevarer sig, er nok. Demokrit synes ikke at have kendt noget til Lysets Brydning eller dets Absorption; hvad han lærer om dets Reflektion, om Spejle, behandles bedst i Sam- menhæng med, hvad der siges om denne Ting i Ti- maios. Om Demokrits Farvelære har vi, forholdsvis, ikke saa lidt.77) For Resten viser Sansen for Farve- nuancer sig af være noget, der først kommer sent, selv om man fra den tidligste Tid kunde føle stor Glæde ved Farvepragt. Theophrast bemærker,78) at man i lange Tider betragtede sort og hvidt som Hovedfarver og Resten som Afskygninger, og det er vist rigtigt nok. Empedokles nævner fire Hovedfarver: sort, hvidt, grønt, rødt, akkurat de samme fire, som Atomistikerne har. Det rigtige Forhold med Hovedfarverne opdagede man naturligvis aldrig i Oldtiden, det kunde man over- 76) D. V. 55 A 122. 77) 55 A 135, 73 ff. 78) de sensu 59.