Den Ældste Atomlære

166 Ingeborg Hammer-Jensen der og snor sig uregelmæssigt, saa Lysets Atomer van- skeligt kommer ind og strax stødes ud igen ved Mod- standen fra et spærrende Atom. Om den grønne Farve siges kun ligefrem, at den bestemmes ved Forholdet mellem Atomerne og det tomme, ved Atomernes Stil- ling og Orden. Med den røde Farve er Forholdet mere indviklet. For det første hedder det: Rødt er af det samme som det varme, men af større ; thi hvis Complexerne er større, medens Formerne er de samme, er den røde Farve stærkere. Det Substantiv, der er underforstaaet i den første De] af Sætningen, kan, som Fortsættel- sen viser, kun være : Systemer, Complexer. Det ejen- dommelige ved den varme Tilstand viste sig at være : meget tomt Rum; den røde Farve fremkommer altsaa ved forholdsvis meget tomt Rum. Beviset for, at det forholder sig saaledes med den røde Farve, er : Vi bli- ver røde, naar vi bliver varme, og alt andet, som bli- ver gjort glødende, bliver rødt (indtil det faar Udens Farve o: begynder at blive hvidglødende). I højere Grad rødt er det, som er af større Systemer, fx. Luen og Kullet af grønt Ved er rødere end af tørt. Og og- saa Jærn og det andet, som gløder. Lysest er nemlig det, som har den meste og fineste Ild, rødere det, som har grovere og mindre ; thi det fine er varmt. — Be- viset for, at der til Grund for den røde Farve ligger samme Atomforhold som for Varmen, er altsaa, at de to Ting følges ad. Det: at den røde Farve fremkom- mer af større Systemer end det varme, viser sig da at være et mindre heldigt Udtryk for, at den røde Farves Systemer har samme Størrelse i Forhold til det tomme som en ringe Grad af Varme, men saa snart der bliver mindre Forskel mellem Systemernes og det tomme Rums Omfang, enten dette nu sker ved Opvarmning eller er en oprindelig Konsistens af Stoffet, viser den