Den Ældste Atomlære

Den ældste Atomlære. 167 røde Farve sig svagere eller slet ikke. Vi forstaar, at dette kan sluttes af, at grønt Ved giver rødere Kul end tørt Ved, da Systemerne i det grønne Ved vel er større, fordi de bestaar baade af Ved- og Saftatomer, medens Saftatomerne er forsvundne, fordampede vel, i det tørre Ved, uden at dets Rumfang er blevet meget mindre. „Og ogsaa Jærn og det andet, som gløder“, er næppe en Parallel til det foregaaende paa den Maade, at de forskellige Slags Ved svare til forskellige Jærn- legeringer o. s. v., da de forskellige Jærnlegeringers Glødepunkter ligger omtrent ens, det er rimeligvis en Sammenligning mellem Glødning af Jærn og Sten fx. Det kan vi forstaa, hvorledes Varmen skaber den Masse tomt Rum, som er en Betingelse for den røde Farve, men hvis den skaber for meget tomt Rum, svækker eller helt ophæver Muligheden for rød Farve; og det er .en tilfredsstillende Forklaring efter den ato- mistiske Opfattelse. Men saa kommer der noget helt nyt om,-at den Farveskala fra rødt til hvidt, som Glød- ning kan fremkalde, og som jo hænger sammen med Forskel i Temperatur, er en Følge af iblandet Ilds Art og Masse. Det er en Tankegang, som baade Theo- phrast og vi kender fra Akademiet. Vi har ikke Lov til at mistænke ham for at have skrevet dette uden no- gen Hjemmel hos Demokrit, vi maa tro ham, at De- mokrit lærte, at saa høj en Temperatur, som den Glød- ningen forudsætter, tilvejebringes kun ved iblandede Iklatomer, saaledes at Heden naturligvis er stærkest, hvor Ilden som Aarer gennemtrænger hele Stoffet paa Kryds og Tværs, og ikke blot ligger i Klumper hist og her ; men ud fra vort Kendskab til og Forstaaelse af Demokrit kan vi vel sige, at den Form, dette her har faaet, at Farven skyldes den iblandede Tids Natur, beror paa en Misforstaaelse hos Theophrast. Af dette Referat maa vi slutte, at baade Aristo-