Den Ældste Atomlære

168 Ingeborg Hammer-Jensen teles’ og Aétius’ Opgivelser er unøjagtige; Farve beror aabenbart baade paa Atomernes Stilling og deres Or- den, men ikke paa deres Form. Aristoteles har det bare været om at gøre, som det nærmest foregaaende i Kapitlet viser, at nævne et Exempel paa, hvorledes Demokrit ophæver Begreberne: Vorden og Forvand- ling i absolut- Forstand, derfor var det i og for sig lige- gyldigt, om han sagde, at Demokrit lærte, at de for- skellige Farver bliver til ved en Forandring i Atomer- nes Stilling og Orden, eller blot: ved en Forandring i Atomernes Stilling. Hos Aétius er det kun den almin- delige Remse, som staar i saa mange andre Forbin- delser, der er kommet ind. Farverne er renere, jo mere ensartet Forholdet med Atomcomplexerne er, men fuldstændigt ensartede Forhold mellem dem findes lige saa lidt her som fx. mellem de forskellige Safter. Den Fremhævelse af Manglen paa fuldstændig Ensartethed, som atter og atter kommer igen, letter Forstaaelsen af Overgangen mellem de forskellige Nuancer. Hele den øvrige Bro- gethed af Farver opstaar ved Blandinger af disse Ho- vedfarver; til Bestemmelse af, hvilke Farver, der skal blandes sammen for at give en bestemt Farve, har De- mokrit set sig om efter Ting, som forekom ham i ud- præget Grad at have denne Farve, mærket sig Ejen- dommeligheder ved disse Ting, derefter hypotetisk til- lagt deres Atomer Egenskaber, som efter Analogislut- ninger fra Erfaringsverdenen syntes ham at maatte fremkalde de Virkninger, han iagttog og skulde for- klare. Døt er tydeligt, at Malerkunstens Teknik, som vist endnu var meget lidt udviklet med Hensyn til Farver, ikke har betydet noget for ham. Det ma rkelige ved Demokrits Farveteori er altsaa naturligvis ikke Resultatet eller Resultaterne, han er