Den Ældste Atomlære

Den ældste Atomlære. 15 klit og Eleaterne tilligemed sin egen tidligere Opfat- telse af Tilværelsen over Bord (det sidste ligeledes i So- fisten). Han kan ikke finde noget positivt at sætte i Stedet for, kan kun se, at det ikke kan være, som han før har troet og heller ikke, som de andre har lært, Han er ærlig nok til baade at se det og sige det. Pythago- ræismen er imidlertid kommet til at øve stærkere og stærkere Tiltrækning paa ham ; den tiltaler hans Reli- giøsitet og ved Siden deraf hans Interesse for Matema- tik. Saa skriver han Timaios paa et Tidspunkt, da han ved Pythagoræismens Hjælp har faaet dannet sig en ny Verdensanskuelse, der harmonerer med cn ejendommelig Side af hans Karakter. Det er nemlig, som om Platon havde haft en oprindelig Interesse for Naturvidenskab, — han har jo ogsaa studeret næsten alle de gamle Naturfilosofer, — men ved Tidens og især ved Sokrates’ overmægtige Indflydelse skiftede den Maal og Genstand og blev en Interesse for Naturen, en Interesse, hvis Stræben var at efterspore Gudens Tan- ker med hele Indretningen af denne Verden, og som satte sig til Opgave at paavise, at alt var ordnet saa godt som muligt. Da Platon nu er blevet saa gammel og kommet saa langt bort fra Sokrates, at han tager sig for at skrive en Fysik (i antik Forstand), bliver det en ren teleologisk, pythagoræisk farvet Metafysik. Det er det, der møder os fra Timaios’ Blade; indtil Talens Traad skacres over. Rammen om denne Metafysik er Sokrates’ Møde med de tre Berømtheder : Filosofen Timaios, Statsman- den Kritias og Feltherren Hermokrates ved den lille Panathenæerfest. Sokrates har ogsaa Dagen i Forvejen været sammen med disse Mænd og for dem oprullet Bil- ledet af den ideale Stat; til Gengæld har de lovet, som Fagmænd, at klare et Punkt for ham, som han ikke rig- tigt selv har kunnet faa fat paa. Diskussionen begyn-