Den Ældste Atomlære

16 Ingeborg Hammer-Jensen der med, at Sokrates minder dem om den ejendomme- lige Kasteinddeling i Idealstaten og særligt fremhæver Vogternes Stilling og Livsvilkaar; derefter kom- mer han med sit Spørgsmaal: hvorledes vil denne Stat i Krigstilfælde være stillet med saadanne Vogtere? Det Spørgsmaal véd Kritias Svaret paa ; thi han er kommet i Tanker om en gammel Tradition, han hørte som Dreng, der ligefrem handler om det Emne, der beskæf- tiger Sokiates. Denne paalidelige Tradition beretter nemlig, at det gamle Athen før Syndfloden var indrettet med Kaster og særligt med en Vogterinstitution ganske som Sokrates’ Ideajstat, og den beretter videre, hvor- ledes dette gamle Athen blev indviklet i en meget stor og farlig Krig med Øen Atlantis og alle dens Forbunds- fæller. Kritias er imidlertid blevet enig med de andre om, at førend han lader disse Urathenæere optræde kæmpende og sejrende, skal Timaios fortælle, hvorledes Verden og Menneskene blev til. Sokrates er glad over- rasket over alt det, han skal høre, og paa hans Opfor- dring begynder Timaios. Kosmogonien og hvad der slutter sig til den, det vil sige: hele Indholdet af Timaios, kommer altsaa ind i Form af en Digression ; derved skubbes Fortsættelsen af Kritias’ Fortælling ud, og kommer først i den Dialog, som er en Fortsættelse af Timaios og er opkaldt efter Kritias, den Dialog, som Platon ikke naaede at faa færdig. Der er imidlertid intet overraskende ved, at Dialogens egentlige Emne indføres som en Digression, det findes oftere i Platons senere Dialoger;9) her er denne, oprindeligt sikkert som Efterligning af Talen, bevidst skødesløse Stil blot blevet i den Grad til Ma- ner, at Fortsættelsen af det først paabegyndte Emne kan vente til en anden Dialog. At det lige fra først af ’) se H. Ræder: Platons pliil. Entw. p. 378.