Den Ældste Atomlære

Forfatter: Ingeborg Hammer-Jensen

År: 1908

Forlag: I. COHENS BOGTRYKKERIER

Sted: København

Sider: 180

UDK: 3.25

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 200 Forrige Næste
Den ældste Atomlære. 17 har været Platons Plan at indflette denne Kosmogoni med Tillæg i Kritias’ Fortælling, fremgaar deraf, at Timaios lige fra Begyndelsen er Deltager i Diskussio- nen, skønt han egentlig ikke som Kritias og Hermo- krates qua Fagmand er i fortrinlig Grad egnet ti] at be- svare Sokrates’ Spørgsmaal om Situationen under en Krig i Idealstaten. Morsomt nok: hvor Sokrates frem- sætter sit Spørgsmaal,30) henvender han sig kun til Kri- tias og Hermokrates, netop som Fagmænd. Timaios trækkes med ind i Diskussionen bagefter,10 11) med den svagere Begrundelse, at han er en ved sin Rigdom, Slægt og Indflydelse anset Borger i sin Fædrestad og ved Si- den af liar drevet det meget vidt i Filosofi. Det sidste spiller ingen Rolle for det opgivne Emne, men vel for Digressionen. Om Timaios ved man ikke stort andet ellers end, at han var en af Pythagoræernes bedste Mænd. Det er imidlertid nok til at forstaa, at Platon har lagt den Kos- mogom, som nu følger, i Munden paa ham. Thi skønt den er præget af Platons ejendommelige Livssyn, sær- ligt af lians Opfattelse af Guden, men for Resten ogsaa af Reminiscenser af hans Idelære, er det karakteristiske ved den dog de pythagoræiske Spekulationer, der har udfundet, at Gud har skabt Verden efter Maternatikens og Musikteoriens Formler. Hovedtrækkene i denne Kosmogoni er, for saa vidt som de har Interesse for denne Undersøgelse, følgende: Gud har ikke skabt Verden af intet men dannet den af en ubekvem Materie, idet han bragte Orden i det Chaos, der var i vild Uorden. Hvorledes han gjorde det eller en nærmere Bestemmelse af denne Orden, spørges der ikke om; der henvises blot til Himmellegemernes regelbundne Gang og Aårstidernes uforanderlige Vex- 10) 19 D. XVIII. u) 20 A. 2