Den Ældste Atomlære

18 Ingeborg Hammer-Jensen len. For at Verden skulde blive saa fuldkommen som muligt, gav Gud den en S]æl. Saa fuldkommen som muligt, thi fuldkommen kan den Verden ikke blive, som er underkastet Tilintetgørelse og Forandring. Der exi- sterer en anden Verden, uforanderlig og fuldkomment god og skøn ; den var Gudens Forbillede, men andet Fællesskab har den ikke med vor Verden, som er blevet til af de fire Elementer. Ild og Jord omtales her12) paa en Maade, der meget minder om den gamle Idelære: Ud maa der til, fordi intet er synligt, uden at det har Del i Ilden ; Jord, fordi intet er legemligt, til at tage og føle paa, uden Delagtighed i Jord; at der ogsaa maatte Vand og Luft til for at danne Verden, begrundes der- imod paa pythagoræisk Vis ved en mærkelig Anvendelse af matematiske Proportioner. Verdens Form, Skabel- sen af Verdenssjælen og Himmellegemerne skildres, ligeledes med pythagoræiske Farver, som et Udtryk for Gudens gode Hensigter, som bestemte af Hensynet til det gode og skønne. Og paa samme Maade med Men- neskets Skabelse. Udgangspunktet tages her i Skabel- sen af Sjælen, eller rettere af den første af de tre Sjæle, som Platon allerede tidligere havde set sig nødsaget til at tillægge Mennesket.13) Ved Omtalen af den første Sjæl er han ved at komme ind i en Udvikling om sjælelig Hygiejne, men griber sig i det og afbryder :14) Det her forudskikkede kræver en nøjagtigere) Gennemgang ; men hvad der kommer før- end det: m. H. t. Legemernes og Sjælens Tilblivelse i det enkelte, af hvilke Aarsager og med hvilke Hensig- ter fra Gudernes Side de blev til, maa vi gennerngaa, idet vi holder os til det mest sandsynlige og lader det være vor Fremgangsmaade. 1») 31 Bf. ,3) I Staten og Phædros. u) 44 C.