Den Ældste Atomlære

24 Ingeborg Hammer-Jensen ning til, hvad han tidligere mente, at Sansernes, Fæ- nomenernes Verden ogsaa har sin Virkelighed; men paa den anden Side kan han ikke slippe sin gamle Drøm om Ideerne helt. I hvilken Grad den nye Forstaaelse af Fænomenerne har rystet op i ham, viser det Opgør, der kommer med et Udbruds Voldsomhed :24) Existerer saa Ildens Idé, og hver Tings Idé, som vi altid hævder og har hævdet, eller existerer i Virkelig- heden kun alt det, som vi ser og ellers opfatter med vore Sanser? Er der intet som helst andet i Verden end dette? Var det stadig hen i Vejret, naar vi sagde, at hver Ting har sin Idé, som kun gribes med Tanken; var det da lutter tomme Ord? — Nej, min Overbe- visning er det, at hvis Forstaaelsen er ét, og det rigtige Indtryk et andet, er der absolut Ideer til, som ikke kan opfattes med vore Sanser, men kun med vor Tanke ; hvis der derimod, som nogle synes, ingen Forskel er paa det rigtige Indtryk og Forstaaelsen, maa man antage, at alt, hvad vi sanser, er saa paalideligt, som noget. Men man maa virkeligt sige, at det er to Ting; thi de existerer hver for sig og er forskellige ; den ene af dem kommer af Belæring, den anden af Overtalelse; den ene kan altid gøre rigtigt Bede for sig, den anden kan aldrig gøre Bede for sig; den ene frembringer en urok- kelig Overbevisning, den anden maa lade sig overbevise ; den ene er uimodsigeligt enhver Mands Sag, men For- staaelsen falder kun i Gudernes og en lille Skare Men- neskers Lod. — Platon kan ikke, vil ikke nøjes med denne Fæno- menernes omskiftelige Verden. Og hvorfor? Ikke af nogen Grund, den exakte Videnskab kan anerkende. Han siger selv her, at det er en Følelsessag for ham, han kan ikke opgive Troen paa en absolut Væren ved Siden 2i) 51 C f.