Den Ældste Atomlære

Den ældste Atomlære. 25 af det aldrig hvilende Grundstofs skiftende Former og Modificationer, paa en sikker Erkendelse, som man kan finde Hvile i som i Slutningsresultatet af en gennem- prøvet logisk Tankerække, ved Siden af et Grundstof, man næppe kan tro paa, og Fænomener, der al- drig viser mere end en Tøddel af Sandheden ad Gangen, saa at man ikke engang i Løbet af et helt Liv naar ti] et Resultat, der staar saa fast, at nye Fænomener ikke nøder til at trække fra og lægge til og korrigere det. Og dog er han her Forstaaelsen af Fænomenernes Verden nærmere end nogen Sinde før; derfor gaar det op for ham, at Filosofi er ét, Fysik et andet, mellem Ideernes og Fænomenernes Verden er der ikke længere nogen Forbindelse ; om det evigt værende, Ideerne, siger han her,25) at det hverken optager noget andet andet Steds fra i sig eller selv indgaar i noget andet; og medens For- merne, Fænomenerne, kun er til paa en ikke nærmere bestemmelig Maade ved at blive til i Stoffet, har Begre- berne deres egen absolute Væren, som de maatte miste, hvis de skulde blive ét med Sanseobjekterne. Platon bryder derved fuldstændigt med sin tidligere Opfattelse af Ideerne, som her helt er blevet til logiske Begreber og ikke mere bære Mærke af noget andet, alt, der kan siges om dem, er, at de er uforanderlige, evige, ufor- gængelige, usanselige, kun til at gribe med Tanken. Paa dette Grundlag fremtræder den nye Kosmogoni, der foregaar rent mekanisk og ikke engang sættes i Be- vægelse af Guden. I denne Sammenhæng kommer Pla- ton ogsaa ind paa et Spørgamaal, der havde beskæftiget de gamle Tænkere en Del: hvor mange Verdner er der? I det foregaaende26) har han bestemt hævdet, at skal denne Verden komme sit fuldkomne Forbillede saa nær som muligt, kan der kun existere én Verden. Nu27) er 25j 52 A ff. 26) 31 A f. 27) 55 C.