Den Ældste Atomlære

Forfatter: Ingeborg Hammer-Jensen

År: 1908

Forlag: I. COHENS BOGTRYKKERIER

Sted: København

Sider: 180

UDK: 3.25

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 200 Forrige Næste
28 Ingeborg Hammer-Jensen kun forskellige, vexlende Former for det samme Grund- stof. Atomistikerne lærte, at der kun var Forskel i Form mellem Atomerne, de bestod alle af det samme Grundstof : ligesom om de alle var Guld, der var stykket ud.33) Selve den nye Bestemmelse af Grundstoffet som egenskabsløst og usynligt findes ellers hos Atomisti- kerne og ingen andre Steder. Platons Forstaaelse af Sansernes Betydning for Sandhedens Erkendelse, kan man paa Forhaand sige maa stamme fra Atomistikerne. Det bekræftes paa det nydeligste. Hvad Grundstoffet er, kan man kun for- staa, mener han,'’1) ved Hjælp af sanselige Erfaringer og logiske Slutninger, ved en Bastarderken- delse;35 det er Demokrits ,36) som Na- torp allerede for at faa en tilfredsstillende Forklaring paa sammenstillede med rx<mo; naPosc (Arch. f. Gesch. d. Phil. T, p. 348). Den Bevægelse i Chaos, hvorved Verden bliver til, er af samme Art, som den, der fremkommer, naar Korn renses ;37) der sker en Sondring efter Vægt, saaledes at det lige tunge kommer sammen, det tungeste inderst og det lettere udefter, indtil det letteste, som kommer yderst. Atomistikernes verdensdannende Bevægelse er som en Sigtning af Korn, hvor det lige søger sammen, det tungeste bliver i Midten, og det letteste kommer yderst.38) Muligheden af Vakua benægter Platon formelt; men, som det nærmere skal paavises i det følgende, for- udsætter han ideligt Vakua i sine Forklaringer, fordi det er atomistiske Forklaringer, han bruger. Alle andre end Atcmisiikerne benægtede jo Existensen af Vakua. ’”) D. V. 54 A 19. s4) 52 B. 3S) tipi po&w. s6) D. V. 55 B 11. 87) 52 E. 88) se Kap. IV.