Den Ældste Atomlære

Den ældste Atomlære. 29 I det hele taget er hans Forklaringer paa de enkelte Fænomener (som Varme og Kulde, Smag, Farver, Dan- nelsen af Haar og Negle, Aandedrættet o. s. v.), som det vil fremgaa af senere Kapitler, tagne lige fra Atom- teorien og blot mere eller mindre tillæmpede, af og til saa lidt tillæmpede, at de sætter Modsigelser. Naar Platon et Sted39) behandler Lyst- og Ulyst- følelse rent mekanisk og udelukkende bestemmer disse Fornemmelser ved Bevægelser af Smaapartikler, er det atter af Atomistikerne, han har lært at tale om de Ting paa en ganske anden Maade, end man er vant til fra hans tidligere Dialoger. Horisonten er blevet fjærnere og større for ham. I den første Del af Timaios var Verden for ham, ligesom for Eksempel for Pythagoræerne,40) en begrænset Kugle, i hvis øverste Del vi bor og finder os til Rette med at tale om højre og venstre.41) Da han definerer Begrebet Vægt efter atomistisk Mønster,42) har han faaet Uendeligheden til Baggrund og gaar i Rette med dem, der taler om op og ned i Universet. Er det saaledes uimodsigeligt, at Atomteorien ligger bagved det fremmede i Timaios, faar vi den Fordel at kunne bruge Timaios som en Slags Kilde til Supplering af vort fattige Kendskab til Atomistiken. Platon har ganske vist bearbejdet Demokrits Lære, men til alt Held var denne Lære saa vidt forskellig fra hans egen, at han aldrig helt har kunnet sammenarbejde de to Bestand- dele. Al Ære bør ydes Platon, fordi han, der sit Liv igen- nem havde stillet sig foragteligt afvisende overfor alt, som kaldte sig Fysik, da han var blevet gammel og var voxet fast i et System, der havde saa lidt med Natur- videnskab at gøre som muligt, alligevel da han traf paa 80) 64 A f. 40) D. V. 45 B 30. 31. 41) 36 C. 63 E.