Den Ældste Atomlære

40 Ingeborg Hammer-Jensen andre Grundstofpartikler er prævalerende. Ligesom Væxt og det modsatte er en Følge af Stof deles By tten- plads. Alle Fænomener forklares saaledes ved disse Smaadeles Bevægelse. Det er det store ved Anaxagoras’ Teori. Manglen ved den var dels, at han ikke kunde bestemme denne Bevægelse eller give den en naturlig Aarsag, dels at Teorien var saa uanskuelig, ja ligefrem ubegribelig, som Theophrast siger,15) med alle Slags Grundstofpartikler selv i den allermindste Stofdel. Til en vis Grad som en Forbedring af Anaxagoras’ Lære fremtræder Empedokles’. Ogsaa han lærer, at alle de tilsyneladende Forandringer og Forvandlinger i Verden kun bestaar i, at Elementpartikler forandrer Sted og bytter Plads; frigøres de ét Sted og lægges til et andet, fremkommer der noget af nyt Udseende begge Steder.16) Ogsaa hans Elementpartikler er uforander- lige og kan derfor aldrig komme i nærmere Forbindelse med hinanden end Berøring;17) følgelig antager og- saa han, at et Element aldrig forekommer rent, men al- tid i en Blanding af alle Elementer, som faar sit Præg af det overvejende Element.18) Den overnaturlige Magt, Verdensfornuften, som hos Anaxagoras ledede disse Smaadeles Bevægelse til og fra hinanden, er hos Empe- dokles spaltet i to : en der adskiller, Neikos, og en der samler, Filia, to Kræfter, der halvt er Guddomme, halvt Verdenslove, og kun lidt ligner de andre Guddomme i Empedokles’ Digtning. Der er én Forskel paa de to Læ- rer om Grundstoffet: medens Anaxagoras maatto an- tage uendeligt mange Grundstoffer, kan Empedokles nøjes med fire, som svare til de tre Tilstandsformer og Uden. Det Fremskridt, som denne Reduktion betegner, hænger sammen med, at Empedokles havde lært af *8) D. V. 46 A 41 extr. 18) ofr. 21 B 8. 9. 37. n) 21 A -34. 41. ,8) 21 A 35. 43.