Den Ældste Atomlære

Den ældste Atomlære. 45 rene vil blive modsatte. Og man forstaar godt, at Ari- stoteles intet kunde stille op med den første Række Ræsonnementer, naar man ser, hvorledes den følgende Gendrivelse er den Blanding af Filosofi og Matematik, som Resuméet tenderer henimod, men som de atomi- stiske Sætninger netop tager Afstand fra og ikke befat- ter sig med. Dette bekræfter til Overflod, at vi her har Demokrits egen Begrundelse af Atomteorien. Hvor- ledes lyder den da? Først betones stærkt, at her, hvor Talen er om De- ling af Legemer (ikke af aritm. eller geom. Størrelser), drejer det sig ikke om en abstrakt Mulighed, men en Mulighed, der, hvad Øjeblik det skal være, kan frem- træde som sanselig Virkelighed ; derfor huskes man og- saa paa. at uendelig er mere end ti Tusinde Gange ti Tu- sinde.34) Endnu faar man af det mishandlede Skrift- stykke her en Fornemmelse af, hvilken Ironi der ligger i den spagfærdige Bemærkning, der indskydes, idet For- fatteren sætter, at et Legeme deles i det uendelige: Det kunde alligevel være, at der ikke var nogen, som kunde foretage en saadan Deling. — Han har vidst, hvad uendelig vilde sige i Realiteternes Verden. Dog, dette er jo ikke noget Bevis. Til sit Bevis bru- ger han et fast Tag om Begreberne Legeme og Uendelighed, saa at de ikke faar Lov til at flyde ud vagt og ubestemt i en Slags Fornemmelse. Han siger: kan et Legeme deles i uendelig mange Dele, det vil sige : i hver sin mindste Del,35) saa lad det være delt i uendelig mange Dele paa én Gang. Hvad er saa Resultatet, der er kommet ud af denne Deling? Er 34) At dette har været Meningen i det forste lille Stykke med sit ideligt gentagne («cFøraror) viser Begyndelsen af Aristo- teles’ Gendrivelse. 85) nnyt^.