Den Ældste Atomlære

 Den ældste Atomlære. 53 ikke kan forvandles, er den, ligesom hos Empedokles, en Udskilning af ét Elements Atomer ud af den Blan- ding af Atomer, som et Element altid er. Men en saa- dan Udskilning kan ikke bruges til at bevise, at der kun er ét Grundstof. Man maa altsaa indrømme, at Platon, for saa vidt som han beviser Nødvendigheden af ét Grundstof ud fra Elementernes indbyrdes Forhold, er gaaet sine egne Veje. Eller maaske snarere har knyt- tet de atomistiske Begreber til gamle Forestillinger om Elementernes Kredsløb, som andre allerede havde be- nyttet paa lignende Maade. Og vi maa tilstaa, at vi ikke ved noget om, hvilket Bevis Atomistikerne har ført for Materiens Enhed. Dog er det højst sandsynligt, at de er gaaet ud fra deres Lære om Sansernes relative Paalidelighed og den dertil knyttede Forklaring: at alle Forandringer indenfor Sanseverdenen blot beror paa Atomers Omstilling og Bevægelse.* * * * * 58) Saaledes lærte de jo nemlig, samtidig med at de hæv- dede, at al Verdens brogede, mangfoldige Fænomener alle bestod af de samme uendeligt smaa Atomer, der ikke havde nogen af de Egenskaber, som kendetegner Tingene, vi har med at gøre. Men det betød ikke, at de tyede til Eleaternes Skinverden. De troede paa Fæ- nomenernes Virkelighed, som Aristoteles siger;59) det vi] sige, de mente, at hver eneste Fornemmelse maatte referere sig til noget virkeligt; og som Aarsag til de uendelig mange, forskellige, subjektive Fornemmelser og objektive Fænomener satte de en Uendelighed af For- 68) I den Forbindelse kan de jo saa godt have anvendt de Ræ- sonnementer og Billeder (Billedet med Guldfigurerne stammede jo bevisligt fra dem), som Platon har foretrukket at bruge paa en anden Maade, fordi Partiklernes Orden og Stilling blev uden Be- tydning i hans Fysik, og hans Opfattelse al Elementerne var en anden end Atomistikernes. 59) I). V. 54 A 9.