Den Ældste Atomlære

Den ældste Atomlære. 85 Diogenes siger; det vil sige, idet Kuglen trækker en ejendommelig Hud omkring sig, der holdes sammen rent mekanisk ved Hager og Hak, bliver den tykke Skorpe af Ildatomer til en tynd Skal nærmest op til Hu- den og i ét med den, da største Delen af Ildatomerne, som omtalt, gennemfarer og gennemtrænger hele Kug- len. Det der gør, at der kun bliver en tynd Hud uden- om, er altsaa Overfladespændingen, der staar jo ogsaa, at det er den mod Midten rettede Modstand, som vir- ker; men naar der tilføjes, at det sker: ved Berøring med Hvirvlen, er det aabenbart en Misforstaaelse hos Diogenes eller hans Kilde, som ikke begreb det med Overfladespændingen og derfor mente, at der egentlig manglede en Angivelse af Aarsagen, som vedkommende supplerede ved snedigt at finde den ud af en Proces, der omtales lige bagefter, men ikke har det mindste med dette at gøre, den Proces, der hos Diogenes er udtrykt saaledes: idet don (Himmelhuden) føres rundt med Hvirvlen, river den de Atomer med sig, som den kom- mer i Berøring med. Heraf fremgaar, at Hirnmelhuden roterer ; ved sin Rotation foraarsager den Himmellege- mernes Bevægelser. Ogsaa denne Rotations Aarsag lig- ger udenfor vor Erkendelse, og Atomistikerne har ikke spurgt om den. Om Himmellegemerne har Diogenes noget rent forkert. Ved Sigtningen siger han, gaar de fine Atomer ud i det ydre tomme Rum, det Vakuum som Atomistikerne antog omkring Verden.51) Resten, altsaa de greve Atomer, bliver tilbage og danner Verden ; men ikke des mindre hedder det lige efter, at Verdens- kuglen i sig har alle Slags Atomer. Længere nede siges, at Hirnmelhuden river Legemerne udefra ti] sig, og Himmellegemerne fremkomme ved deres Sammen- fletninger til Systemer; der faar man strax det Indtryk, 51) D. V. 54 A 20.