Johan Daniel Herholdt Og Hans Værker

JOHAN DANIEL HERHOLDT uden Heftighed. Man kan vel sige, at hans Elevers Syn paa Antikken ikke beroede paa Kildestudier, men snarere paa det, der beherskede Berlin un- der Schinkels Efterfølgere, altsaa paa anden-tredie Haand. Ligeoverfor stod Bindesbøll som en gærende Modsætning ; han havde den mest sprudlende Interesse for al Kunst, ligegyldigt hvor den fandtes; om det var antikt eller middelalderligt, enfoldigt Bondearbejde eller raffine- ret Kunsthaandværk, saa var det altid brugbare og vækkende Emner. Hans Virksomhed, hans Arkitektur er ingenlunde let at forstaa, først i en mere fremrykket Alder lærer man at sætte den rette Pris paa hans Arbejde. Han kunde ofte være bizar, næsten lidt kluntet, men ogsaa vise en Finhed, der kun opnaas af den Benaadede, saaledes i Gaardsrummet ved Thorvald- sens Museum. Han maa have været en mærkelig Mand, og det kunde ikke være andet, end at hans Omgivelser paavirkedes mægtigt ved den Uforsagt- hed, hvormed han tog fat paa Tingene som Opgaver, der undertiden ikke løstes, men lagdes frem til kommende Tider. Herholdt var ogsaa paavirket heraf og var med til at kaste Aaget af, da det begyndte at tynge. Som betegnende for Tiden kunde maaske nedenstaaende Ytringer an- føres. Da Hetsch engang saa en Tegning af Eremitagen, sagde han paa sin hurtige Maade til den, der havde gjort den: Hm, naa, naa, ja det er godt, det er godt, men De skal tage Dem ivare for at se formeget paa saadant no- get, det er en daarlig Stil, man fordærver sine Øjne. Et Aarstid senere saa Herholdt samme Tegning og sagde ganske langsomt: Ser man det, har De tegnet den — det er virkelig en god Bygning, den Eremitage! Bococoen laa Hetsch for nær, han havde været med, da den havde faaet sit Banesaar. Herholdt vilde maaske have sagt noget lignende, hvis Tegningen havde fremstillet et Stykke importeret Berliner Arkitektur. I et af Herholdts Arbejder fra de første Aar (1852), Kittendorffs Hus paa Frederikberg (det findes i legners arkitektoniske Album) røber sig strax det, som følger ham i hans Virksomhed: Bar Tidens Anskuelser noget frem, der var et Fremskridt, saa laa der strax en Opgave at løse. I et Hus med én Stens Ydermur, som almindeligen den Gang brugtes, stikker Stenen den ene Ende ind i Stuen, den anden ud i Luften — det er koldt, og Regnen slaar igennem; kunde man nu gøre Muren hul, vilde det bedre sig ganske betydeligt. Han murede saa en halv Stens Mur udvendig og indvendig og bandt disse sammen ved Kridtsten, der have en Længde som 4 halve Sten. Det var en ny Konstruktion; han lod den røde Mur staa i sin Farve og de Kridtstens Bindere hvide, som de vare; derved fremkom ganske naturligt et Mønster, som man kender godt fra mange Steder i tidligere Dage. Man nøjedes den Gang ikke paa Frederiksberg med saa ringe Havelodder, som det siden er knebet ned til; saadant et Hus var beregnet til at være omgivet af Træer og til at ses sammen med disse. 8