Beretning om det femte danske Industrimøde i Odense
Fra den 18. til 21. Juli 1885.

 126 Hvad det første Punkt angaar, da tænker jeg nærmest paa Kommuneskatterne. Ogsaa paa Statsskatternes Omraade kunde der maaske uden for stærk Indgriben raades noget Bod paa de slette Skattetilstande paa Laudet — jeg skal saaledes rent antydningsvis nævne, at man maaske kunde tænke sig en Nedsættelse i Landskatten, saaledes at denne delvis blev er- stattet ved en mere rationel Formueskat. Som bekjendt er det dog imidlertid navnlig Kommuneskatterne, der i de senere Aar tynge uforholdsmæssig stærkt paa Landet, dobbelt følelige, fordi de ere et Tillæg til de direkte Statsskatter, medens de i Kjøbenhavn ere de eneste direkte Skatter. Man kalde nok saa meget en direkte Hartkoi'nsskat for en Prioritet; en Prioritetsydelse til Staten er ingen Prioritet, men en Skat, d. v. s. den staar altid for Bevidstheden med et andet Præg, og som noget, der kunde fjernes, kunde nedsættes, kunde af- vikles. Psykologisk føles den derfor langt mere trykkende end Prioritet^forrentningen. Føi’st og fremmest kunde nu Kommuneskatterne lægges mere fornuftig efter Evne end nu, da de fordoble og skjærpe Hartkornsansættelsernes skrigende Uligheder, men dernæst vilde der ogsaa finde en betydelig direkte Lettelse Sted paa dette Omraade ved Gjennemførelsen af de sociale Reformer, som delvis have faaet deres Løsning i Tyskland, og som man maa haabe ogsaa snart ville staa paa Dagsordenen hos os. En af de Udgiftsposter, som tynge liaardest og mest meningsløst paa Kommunerne, er netop Fattigforsørgelsen, men denne kan jo atter væsentlig opløses i Sygehjælp, Krisehjælp og Alderdomsforsørgelse. Fordelen ved en energisk Reform paa disse tre Omraader, en Skabelse af en omfattende Sygeforsikring, Kriseforsikring og Alderdoms- forsikring, vilde fremfor alt blive den: paa deu virksomste Maade af Verden at formindske Byrderne og Ulighederne ved den urimelige moderne Fattigdomsforsørgelsesinstitution — denne modbydelige Blanding af falsk Humanitet og forretnings- mæssig Karrighed, denne Institution, der er for blød overfor Samfundets Bundfald og for haard overfor deu uforskyldte Fattigdom. Hvor Indgriben og Hjælp fra det Offentliges Side bliver nødvendig paa disse Omraader, bør det maaske snarest her i Landet være Staten, der betaler; men i alle Tilfælde erdet klart nok, at Kommunerne ville profitere af disse Foranstalt-