Beretning om det femte danske Industrimøde i Odense
Fra den 18. til 21. Juli 1885.

 132 dog her stante pede skulde fordybe sig i dette vanskelige og mangesidige Spørgsmaal. Han var iøvrigt overbevist om, at ban og Schovelin i Hovedsagen vare fuldstændig enige; naar han havde taget Ordet, var det ikke blot af en naturlig Frygt for saadanne extreme Standpunkter, der føre til Bizarreri i videnskabelig Henseende og til Goldhed med. Hensyn til de praktiske Resultater, og af Frygt for, at det ene Yderpunkt let kunde føre altfor meget over i den modsatte Pol, men fordi der virkelig var en Fare tilstede for, at man ved at tilspidse Sagen altfor stærkt skulde fixe Beskyttelsen op til at være det ene Afgjørende. Han var, som sagt, ganske enig med Schovelin i, at man burde kæmpe mod Manchesterskolen, og begge vilde de sikkert gjøre, hvad de formaaede, for at bevirke, at man kom til Statens Indgriben paa dette eller hint Punkt, men man maatte dog efter hans Mening ikke glemme, at den naturlige Udvikling vai’ dog alligevel det lykkeligste, Friheden var og blev dog det bedste. Der var derfor ingen Grund til at raabe „Halleluja“ for Beskyttelsen, i og for sig var det noget Ube- hageligt, noget Uhyggeligt — ganske vist noget Nødvendigt, men et nødvendigt Onde. Bankdirektør Bierfreund: Skjøndt det jo nok var noget dristigt af Lægmænd at ville blande sig i en Diskussion, der var indledet af saa udmærkede Kræfter som de, der havde ind- ledet denne Diskussion, troede Taleren dog nok, at han som Lægmand kunde paavise et og andet Fejlsyn, man havde gjort sig skyldig i. Det var saaledes vistnok et Fejlsyn, naar det var udtalt, at den Arbejdskraft, som Landbruget havde afgivet til Byerne, havde Landbruget været nødt til at give Afkald paa. Skavanken laa deri, at vort Agerbrug havde haft for gode Tider, der havde lokket Landbrugerne ind paa kostbare Experimenter, som ikke havde givet det Udbytte, man havde ventet sig, og Landbrugerne havde saa ikke forstaaet at bruge eller ikke villet bruge eller maaske rettere været for økono- miske til at bruge de Arbejdskræfter, de havde paa Landet. Efter Alt, hvad han havde hørt, var der ingen Tvivl om, at en stærkere Bonyttels© af Spaden f. J,x. vilde have gfjoit Under- værker med Hensyn til, hvad Jorden kunde have produceret. Det var imidlertid maaske heldigt, at man havde faaet de 1 al-