Beretning om det femte danske Industrimøde i Odense
Fra den 18. til 21. Juli 1885.

157 følte os tiltalte deraf, havde ogsaa været fremme herhjemme i det 16de og Begyndelsen af det 17de Aarhundrede. Saa kom vi ind paa Krusedullerne og gik lige saa vidt som alle Andre, men før den Tid havde der i Retning af Simplicitet været en tydelig Forskjel mellem os og Andre. Selvfølgelig havde man heller ikke haft saa godt Raad herhjemme til saa stærk en Overlæsselse, og det var vel Noget, som gjaldt ogsaa for nyere Arbejder, at man ikke havde Raad til at anvende Meget. I og for sig er dette ikke uheldigt; det, det kommer an paa, er jo ikke, hvormeget der er gjort, men hvorledes det er gjort.*) Møbelfabrikant Severin Jensen havde af de faldne Ud- talelsei’ især følt sig tiltalt af den Tanke fra Foredragsholderens Side, at vi skulde se at arbejde hen imod en ny Stil, hvorom man kunde samle sig. Derved vilde der være gjort et stort Fremskridt. Herhjemme havde man jo i Tidernes Løb set, hvor heldigt det var at have en saadan bestemt Stil. Saa- ledes havde man jo en Tid f. Ex. den oldnordiske Stil; det var Noget, man kunde samle sig om, Frembringelserne i denne Stil vare originale og vandt Indgang saavel indenfor som uden- for Landets Grænser. I en noget senere Periode samlede man sig om den Stil, som man kaldte Kristian IV’s Stil, Frederiks- borg-Stilen — maaske med Urette, da den jo egentlig kom fra Holland. Ogsaa denne Stil frembragte Gjenstande, som tiltrak sig almindelig Opmærksomhed. Kunde man nu naa til at faa en lignende Stil — enten det nu blev en Slags græsk Renæs- sance eller hvad det blev — vilde det sikkert bringe vor Kunstindustri betydeligt fremad, og det kunde forhaabentlig hjælpe os til at komme ud over den Periode, som vi sad midt i — og som ogsaa Tyskland havde siddet i, men nu tildels var kommet ud over — den Periode nemlig, hvor Alt gaar ud paa at frembringe en stor Mængde billige og slette Gjen- stande. Gid det maatte gaa op for vore Kunstnere og Haand- værkere — ja, man kunde gjerne tage Videnskabsmæudene med — at det Stilløse i Formen og det Løse og Slette i Ud- førelsen var Noget af det, der bragte os længst tilbage. Gid *) Den fremskredne Tid hindrede senere Taleren i at fralægge sig Udtrykket