Beretning om det femte danske Industrimøde i Odense
Fra den 18. til 21. Juli 1885.

År: 1885

Forlag: Universitetsboghandler G. E. C Gad

Sted: Kjøbenhavn

Sider: 228

UDK: 338(489)(06) Dan

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 240 Forrige Næste
182 Begravelseskasser burde sondres fra Sygekasser. I Bogense havde en saaden Sammenslutning ganske vist hidtil vist sig heldig, men sikkert var det, at naar det gik godt med én Forening, gik ti andre i Stykker netop paa Grund af denne Sammenslutning. Naar man saa Kasser, som toge 15 Øre i maanedlige Bidrag baade til Syge- og Begravelses- hjælp, og som indlode sig paa at give 50, ja 60 Kr. i Til- fælde af Dødsfald, vilde man snart komme til det Resultat, at en saadan Kasse ikke kunde bestaa. Det Kontingent, vore Kasser tog, var for lille til, at Kasserne tillige kunde yde Be- gravelseshjælp. Han kunde ikke se, at der var nogen Ulempe forbunden med at faa en almindelig Stats-Begravelseskasse, naar man knyttede den saaledes til Sygekasserne, at Admini- strationen blev fælles. De samme Fordele vilde saa blive op- naaede som nu uden den nuværende store Risiko for Syge- kasserne. Den samme Tanke, som Pagh havde udtalt, naar han klagede over, at der var dem, som slet ikke kunde komme ind i en Sygekasse, havde Taleren ogsaa berørt, men kun for Statsbegravelseskassens Vedkommende, idet han havde udtalt Ønsket om, at Staten overtog den større Risiko, der er for- bunden med ikke at kræve Lægeundersøgelse. Han var ganske enig i, at der burde gjøres Noget for at komme dem til Hjælp, som ikke kunde komme ind i en Sygekasse, fordi de vare syge- lige eller havde naaet en for høj Alder, og han anførte lej- lighedsvis, at der her i Odense fandtes en Sygekasse, som var vedbleven at beholde sin gamle Skikkelse, medens de andre vare bievne omformede, og hvis Medlemmer derfor alle vare gamle og svage. Denne Sygekasse kunde naturligvis ikke bestaa ved Medlemsbidragene, men kun ved Bidrag fra andre Sider. — Pagh var bange for at paalægge Kommunerne de omtalte Udgifter, og Taleren havde ogsaa selv erkjendt, at det var en ikke ringe Fordring at stille til dem. Alligevel holdt han paa, at Hjælpen burde gaa gjennem Kommunerne, og det af den væsontlige Grund, at, hvis Staten overtog Garantien, vilde sikkert Kontrollen med de Syge blive betydeligt slappet. Den bedste Kontrol var den, som Medlemmerne indbyrdes førte, men fik vi alene Statshjælp, vilje Følgen let blive, at man ikke tog det saa nøje, om en Mand maaske vai’ sygemeldt en Ugestid mere eller mindre; Pengene gik jo ikke ud af Ens