Beretning om det femte danske Industrimøde i Odense
Fra den 18. til 21. Juli 1885.

187 var i Færd med at blive til en virkelig Byrde for Landet. Det vilde være en ganske anderledes nyttig Anvendelse, om en Del, maaske Halvdelen, af de store Begravelsessummer, an- vendtes til de Syge. Den Sygestatistik, man havde, og som man skulde lægge til Grund for Sygekasserne, saa jo unægtelig ved første Øjekast noget ængstende ud. Man kunde godt sige, Sygelighedsstatistiken var meget slet. Den Dødeligheds- statistik, man havde, kunde være daarlig nok navnlig for Land- distrikternes Vedkommende, men Sygelighedsstatistiken var endnu siettere. Særlig var, for at tage et Exempel, det statistiske Sygemateriale, der forelaa for Skolernes Ved- kommende, alt Andet end godt. Det havde imidlertid en langt mindre Betydning her, naar man blot holdt sig for Øje, at det Materiale, som indsamles til Brug for den administrative Behandling af Sygekasserne, ikke maa blive be- nyttet til Maalestok for Beregninger af Befolkningens Sygelighed, dels af den Grund, at Sygekassemedlemmerne ikke kunne siges at i’epræsentere Befolkningen som Helhed, hverken opad eller nedad, dels ogsaa af den Grund, som Trautner nævnte, at undertiden ligger en Patient for lang Tid, fordi man glemmer at afmelde ham, og undertiden ligger en Patient for kort Tid, fordi man ikke gider sende Bud efter Lægen. Med Hensyn til Indretningen af Sygekasser kunde man derimod selvfølgelig nok benytte de indvundne Erfaringer; thi naar man faar at vide, hvor længe i de sidste 15 Aar Sygekassemedlemmerne gjennemsnitlig have været under Lægens Behandling, kan man deraf nok slutte, hvorledes Forholdet vil stille sig i den næste Periode. Dog maatte man huske paa, at Grundlaget var meget bevægeligt; thi jo bedre Sygekasserne bleve, des længere vilde den gjennemsnitlige Sygdom vistnok ogsaa vise sig at vare; dette vilde jo saaledes være en naturlig Følge af, om Folk f. Ex. hurtigere hentede Lægen. Dertil maatte der da ogsaa tages Hensyn ved Tarifansættelsen. — Spørgsmaalet om Tvangssygekasser, hvorom der jo var Nok at sige, baade pro og contra, vilde Taleren af Hensyn til Tiden ikke komme ind paa. Trautner glædede sig over den Tilslutning, han havde faaet fra Rubins Side i Spørgsmaalet om Adskillelen af Syge-