Beretning om det femte danske Industrimøde i Odense
Fra den 18. til 21. Juli 1885.

204 Bestilling og Tjeneste, blive aftakkede, skulle de og deres Lige paa Foraaret ikke saavel være ved Haanden at bekomme“. Det var Renæssancens Gjennembrud her i Landet under Frederik II og Kristian IV, der lod Arbejdet voxe, men Kri- stian IV havde ved Siden af at hente Svende fra Tyskland en anden Maade at skaffe sig de tilstrækkelige Arbejdere paa. Alleiede 1545 træffe vi i de kjøbenhavnske Skræderes Skraa en Bestemmelse om, at enhver Lavsbroder efter Oldermandens Tilsigelse er pligtig til med sine Svende at hjælpe „vores kjæreste, naadigste Herres Skræder og Hans Naades Fyrstindes Skræder“, men det er noget helt Andet, naar Kristian IV 1603 skriver til Lensmanden om at „udtage“ et tilstrækkeligt Antal Skomagersvende i Helsingør og sende dem til Kjøben- havn eller i 1619 lader „udskrive 22 unge stærke Karle, som kan være tjenlige til Smedesvende“. Han tager desuden, hvad det sidste Exempel viser, nye Lag op i Industrien, hvad man bestemt ser, naar lian 1638 skriver til en Del Lensmænd i Jylland om i 10 Byer at lade optage Børn paa 13 Aar eller lidt derover og sende dem til Børnehuset i Kjøbenhavn, „og saa fremt de ikke godvillig ville did, ville Vi naadigst, at Du dem skal alligevel lade tage og fremsende“. Børnehuset var paa een Gang et Fattighjem og en Textilfabrik, som lian interesserede sig stærkt for. Under Kristian IV kom der et Stænk af Fabrikvirksomhed ind i den danske Industri, og ved Siden af de ældre solide Lavssvende kom der Fabrikarbejdere; Kongen søgte at be- skjæftige Betlere og Tiggere i Industrien. Denne Bestræbelse i Forbindelse med Lavenes tilsigtede Ophævelse maatte selv- følgelig fremkalde et ikke ubetydeligt Røre. 1624 forbydes det Overskærersvendene i Kjøbenhavn at gjøre sig oprørske „og efter deres eget Tykke, saa tidt dem lyster, Rotteri eller særdeles Sammenkomst at drive, hvormed de Mesterne til Skade paa deres Arbejde kipne forhindre“. Og med Hensyn til specieliere Klager kan det mærkes, at de kjøbenhavnske Snedkere i 1622 raabte Ak og Ve over, at der „undertiden næppelig har været en Svend at bekomme, med mindre han skulde gives saa stor Løn, som han begjærede“, og at Kjøbenhavns Smede i 1629 berettede, at Svendene understod sig, „medens de kun paa en kort Tid hos en Mester har arbejdet, igjen fra ham at