Beretning om det femte danske Industrimøde i Odense
Fra den 18. til 21. Juli 1885.

215 Reskript af April 1738 udtalte, at „de Vedtægter, Skikke og Talemaader, som i Snedkerlavet fremfor andre Lave i Kjøben- havn ved de udlærte Drenges Behøvling bruges, maa vedblive, som de ere, saa længe de i Tyskland observeres, hvorimod alle derved hidindtil forløbne forargelige eller anstødelige Hand- linger og Talemaader skal være afskaffede og forbudne, især at ingen Harlekin nogen Tid derved maa tillades“. Behøvlingen sejrede, men bedre Bevis paa de tyske Lavsskikkes store Magt kan næppe tænkes. Zünftighedens Betydning anerkjendtes af Regeringen, og at den virkelig havde — endog pekuniær — Betydning viste Kjøbenhavns Grørt,lerlav ved i 1746 at tilkjøbe sig Zünftighed af Grørtleramtet i Stock- holm. Det maatte betale 100 Dukater og indsende alle sine Mesteres ærlige Geburtsattester. Lavet var sikkert paa en eller anden Maade kommen i Kollision med de herskende (tyske) Lavsskikke og har saa, muligvis ad en Omvej, søgt at bringe Alt i Orden igjen. Penge kunde i saa Henseende gjøre Meget; mærkes kan det saaledes, at da Hattemager-Oldermanden Jakob Skdlhom i 1692 blev erklæret for uærlig, kunde han „befri sin Ære“ ved bl. A. at betale 80 Rd. til 8 af Tysk- lands Hattemagerlav. Et Lavs rette Zünftighed var af Betydning for dets Mestere; kom der Skaar i den, kunde Følgen blive, at alle fremmede Arbejdere forlod dem, men derved kunde den ogsaa blive et Vaaben imod dem fra Svendenes Side, og at disse fortræffeligt forstod at benytte den som saadan kan ses af en Begivenhed 1748 i det kjøbenhavnske Skomagerlav. Jul 1747 besluttede Mesterne, at det Middagsmaaltid, de hidtil havde givet deres Svende hver Søn- og Helligdag, skulde bortfalde, og at de isteclenfor vilde give 2 Sk. mere i Arbejdsløn for et Par Sko, men dette havde til Følge, at ved første „Vandrings- tid“ rejste saa mange Svende bort, at Mesterne søgte og fik officiel Hjælp hos de Militære, der havde lært Skomagerprofessiouen. Svendene erklærede, at de hverken maatte eller kunde opgive Noget, som „de og Forfædrene“ havde haft; de havde „fra fremmede Steder“ modtaget det Svar, at de ej vilde blive ansete for „gyldige“, om de lod Søndagsmaaltidet tage fra sig. Svendene støttede sig til Zünftigheden, og det er med Hensyn til dennes Betydning oplysende, at Kjøbenhavns Magistrat i en