Beretning om det femte danske Industrimøde i Odense
Fra den 18. til 21. Juli 1885.

216 Erklæring af Oktober 1748 i denne Sag udtaler, at Svendene ikke alene ere bievne bestyrkede udenrigsfra, men at de ogsaa uden- rigsfra have erholdt Pengehjælp til Underholdning, naar de for- lode Mesternes Værksteder. I den samme Erklæring anbefalede Magistraten, „siden Svendene ikke paa anden Maade ere at bringe til Rolighed og slette Suiter kunde befrygtes, om Svendene ikke itide bleve tilfredsstillede“, at Mesterne skulde beordres til paany at give Svendene det omhandlede Middags- maaltid, de store Fester, Paaske, Pinse og Jul, hver til tre Dage beregnede, og i November gav Regeringen da i Over- ensstemmelse hermed den nødvendige Ordre. Det synes herefter, at Regeringen trods ofte strengt lydende Forbud og Forordninger [atter og atter saa igjennem Fingre med de forbudte Lavsskikke. Den tidligere Energi paa dette Omraade var ikke mere tilstede. Holberg satiriserer da ogsaa herover; Skomagersvendenes Urolighed, siger han, fik samme Udfald, som deslige Uroligheder pleje at faa, „nemlig at Mesterne maa give dem (o: Svendene) carte blanche og lade dem foreskrive sig, hvilke Conditioner dem lyster. Det er en Lykke, at Haandværks-Karle ej stemme deres Prætentioner end højere, thi de ere de eneste Lemmer udi et Societet, som ikke kand tvinges«. Og dette udfører han videre, idet han sammenligner Haandværkssvendene med Tatarer uden noget vist Hjem eller Fædreland. Uden Ulejlighed og uden mindste Tab kunde de flytte fra et Sted til et andet, siger han, uden Be- kostning kunde de gjøre udenlandske Rejser og med tomme Hænder flakke Verden igjennem. „Hvorudover naar de true med Desertion, maa man tro, at det er deres Alvor, og maa deres Mestere da give sig paa Discretion, med mindre de ville se deres Arbejde og Næring at ligge. Hvor en Haand- værkskarl begiver sig hen, der er hans Fædreland; naar han om Aftenen kommer til et fremmed Land og Rige, haver hau om Morgenen strax Tjeneste igjen.“ Holberg peger her paa Svendevandringerne, f Fra gammel Tid var det Skik at rejse paa sit Haand- værk; i de kjøbenhavnske Bagersvendes Artikler af 1403 tales der ikke alene omSvende, som „hidkomme ud af fremmede Lande«, men ogsaa om den „Broder, [som] udenlands er“. Det er dog først ind i det 1 7de Aarhundrede, da Svendestandeu