Beretning om det femte danske Industrimøde i Odense
Fra den 18. til 21. Juli 1885.

41 stemningen mellem Arbejder og Arbejdsgiver. Loven af 1871 tilfredsstillede i Grunden Ingen. Mange Ulykkestilfælde vare af en saadan Beskaffenhed, at der ikke kunde tilvejebringes Bevis for, hvem der var Skyld i Ulykken. Tidt vare Til- fældene af en saa alvorlig Natur, at alle Tilstedeværende vare forulykkede, tidt vare de af en saadan Natur, at de aabenbart vare foraarsagede ved den Tilskadekomnes egen Uforsigtighed og Tankeløshed eller ogsaa opkomne af Tilfældigheder, som vare aldeles uforudsete og uundgaaelige i den industrielle Virk- somhed. I slige Tilfælde stod den Tilskadekomne lige saa retløs som før, ja endnu værre; thi da Erstatningsspørgs- maalene bleve begyndte at drives ved Processer, viste det sig, at Arbejdsgiverne ogsaa holdt paa deres Rettigheder og negtede at fyldestgjøre Andet eller Mere end deres lovlige Skyldighed. Efter at Arbejderne havde faaet Smag paa den betydelige Fordel af Livrenter og 'Kapitalerhverv, som en og anden tilskadekommen Arbejder ved Rettens Hjælp havde erhvervet sig, men som for mange Andre ikke havde været at opnaa, laa det nær at klage over den sociale Uretfærdighed. Paa- stande i denne Retning, som fordrede alle Rettigheder for den ene Part, al Skyld hos den anden, passede naturligvis for- træffeligt i de agitatoriske Taler om Kapitalens Magt og Arbejdsgivernes Uretfærdighed. De fandtes ogsaa i enhver Resolution, som. vedtoges paa de socialdemokratiske Møder, og fra 1878 fremtraadte de ogsaa i Rigsdagen, baarne frem af Partiets Rigsdagsmænd. Men hermed forenede sig ogsaa Krav paa at strække Fordringerne langt ud over Industriens Ar- bejdere, til Alle, selv i Haaudværk og Agerbrug. Og paa dette Tidspunkt traadte Fyrst Bismarck i Spidsen for Be- vægelsen. Naar al Skyld for Ulykkestilfælde skulde lægges paa Arbejdsgiveren, kunde alle Forsigtighedsregler og Beskyttelses- midler hæves, og det var at sætte en Præmie paa Uagtsomhed og Skjødesløshed hos den daarlige Arbejder. Det var med Hensyn hertil, at Loven blev kaldt for en Giftplante, et Frø til Trætte, hvoraf ikke noget Godt kunde komme ud. En Forandring maatte finde Sted. Stemningen i Rigsdagen blev lidt efter lidt vundet for det socialdemokratiske Tvangssystem, støttet af al Magt* af mange af de tyske Universiteters Profes-