Beretning om det femte danske Industrimøde i Odense
Fra den 18. til 21. Juli 1885.

77 Skat, f. Ex. en Toldafgift, med Held kan regulere Erhvervene, skabe Landbrugets overflødige Kraft et Afløb i Industrien og opretholde de alt bestaaende Haandværk og Industrier. Det er jo muligt, at Staten ved at tage Borgernes Penge og gjøre Livet dyrere, dels indirekte, paa den nysnævnte Maade, til Grjengjæld kan bringe Samfundet store Fordele, dels direkte kan anvende Pengene til Individernes og det Heles Bedste. Statskassen vilde derved blive en Slags fælles Tvangssparekasse, til hvilken Borgerne bleve tvungne til at betale, men ved Hjælp af hvilken de da atter vilde faa store materielle og immaterielle Goder, som de ellers selv ikke vilde spare sig sammen til. At Pengene yngle bedst i Borgernes Lomme gjælder maaske de store Formuer, men langt sjældnere Smaa- indtægterne, og dersom den Skat, hver enkelt Borger giver, kommer ham til Gode igjen, vil denne Pengeanvendelse sand- synligvis blive fradraget den direkte Konsum og derved dog yngle bedre i Statskassen end andet Steds. Det Forslag, som er fremkommet her hjemme, om at lægge en betydelig Skat paa 01 og Brændevin, men da kun anvende Indtægten til for- bedrede Livsvilkaar for de bredere Samfundslag, hviler netop paa den samme Tanke, at beskatte Konsumen, at gribe ind i Fordelingen, men da atter at give Pengene igjen til Fordel for Formaal som Alderdomsforsørgelse o. L, om hvilke man véd, at Konsumenterne selv ikke vilde have Kraft til at faa dem realiserede. Det er klart, at der ved hele denne Transaktion ikke blot kommer et økonomisk, men ogsaa et stærkt politisk Moment ind i Sagen — nemlig det at Konsu- menterne selvfølgelig ogsaa selv ville have Raadiglied over, hvor Pengene blive af — men med dette som Forudsætning vil man nu til Dags ikke paa Forhaand afskrækkes ved Tanken om, at Staten griber ind paa den her omhandlede Maade. Saa snart man altsaa, i Modsætning til Statens Stilling som udelukkende retsbeskyttende, i de demokratisk moderne Stater giver Staten Ret til at gribe ind saavel i Produktionen som i Konsumtionen, da vil ogsaa en af de væsentligste Anker imod Protektionismen være bortfaldet. Imidlertid er det at have Traditionen og de bestaaende Forhold i Ryggen vel godt, men endnu intet Bevis for, at man ikke bør forsøge at skabe Forholdene om i Fremtiden, og det