Jærnudvinding I Nørrejylland I Oldtid Og Middelalder

4 JÆRNUDVINDINGEN I JYLLAND. land og Blekinge og viser, at der i disse Provinser har fundet omfattende Udvindinger Sted, som dog synes at være ophørt omkring Aar 1650, til Dels paa Grund af Træ- mangel. Angaaende Norge oplyser Forfatteren, at Jærnudvin- ding i hvert Fald har fundet Sted paa Christian den Tre- dies Tid, men at der utvivlsomt tidligere er gjort Forsøg derpaa; saaledes har Christian den Anden og Frederik den Første foretaget Skridt til Ophjælpning af Bjærg værksdriften i Norge ved at indkalde svenske og tyske Bjærg værksfolk, endvidere har Dronning Margrete og Erik af Pommern ladet forsøge at finde Malme i Norge. Interessantere er imidlertid Paavisningen af Jærnudvinding paa Island paa Grundlag af Beretninger i Egil Skallagrimssons Saga. Om Skallagrim fortælles, at han havde rauöablåstr, og det hedder end- videre: »Skallagrim var en stor Jærnsmed (jårnsmiör) og havde megen Myremalmsblæsning om Vinteren, han lod indrette en Smedie ved Søkanten meget langt fra Borg paa det Sted, som kaldes Raufarnæs«. Dernæst berettes, hvor- dan Skallagrim sejlede ud paa Havet og dykkede ned efter en Sten, som han saa anbragte foran Smediedøren og brugte som Ambolt, og »den Sten ligger der endnu og megen Sin- der ved Siden af«. Rauöa er den gammelnordiske Beteg- nelse for Myremalm^og det er altsaa denne, Skallagrim har benyttet til Fremstilling af Jærn. Man maa dernæst antage, at Landnamsmændene har ført Kunsten med sig fra Norge, og deraf turde følge, at man ved Aar 800 i Norge har forstaaet at udvinde Jærn af Myremalm. De Dokumenter, som fører Langebek til den Antagelse, at der her i Landet har fundet en Jærnudvinding Sted, er særlig Mageskifter, Skøder, Fæstebreve samt Lensregnska- ber; disse sidste afgiver tilstrækkeligt Bevis for, at der er fore- gaaet en saadan Virksomhed, idet de angiver, at Bønderne i visse Egne af Landet har svaret Afgift til Lenene bestaaende af Jærn.