Chemiske Breve 1854

169 som den dyriske Organismus behøver til sit Ophold, staaer i et directe Forhold til den optagne Ilt. To Dyr, som i lige Tidsrum optage ulige Mæng- der Ilt i sig gieunem Hud og Lunge, fortære i samme Forhold en ulige Vægt af den samme Føde. I lige Tidsrum lader Jltforbruget sig udtrykke ved Autallet af Aaudedrættene; det er klart, at den Mængde Næring, som fortæres af et og samme Dhr, afventer efter Aaudedrætteues Styrke og Antal. Et Barn, hvis Aandedrætsredskaber befiude sig i større Virksomhed, maa hyppigere tage Nceriug til sig og forholdsmæssig mere, end en Voxeu, det kan miudre let taale at sulte. Eu Fugl dyer as Man- gel paa Næring den tredie Dag; en Slange, som, aandeude under en Glasklokke, i en Time neppe for- tærer saa megen Ilt, at den derved bamlede Kulsyre bliver Uendelig, lever tre Maanedcr og længere uden Næring. I Hviletilstaud er Aandedrættenes Antal mindre end i Arbeids- og Bevægelsestilstand. Den for- nødne Næringsmængde maa i begge Tilstande staae i det samme Forhold. Overflødighed af Næring og Mangel paa ind- aandet Ilt (paa Bevægelse), saavelsom stærk Bevæ- gelse (der tvinger til et større Maal af Næring) og svage Fordpielsesorganer ere ufordragelige med hverandre. Men den Mængde Ilt, som et Dyr optager giennem Lungen, er ikke alene afhæugig af Antallet af Aaudedragene, men ogsaa af Luugernes Stør- relse og Omfang og af den Hurtighed, hvormed Blodet skifter Sted; Autallet af Pulsslagene i en