Chemiske Breve 1854

 203 aand — og navnlig i Varmegrader, som en bekiendt Vægt Vand optager. Ganske paa samme Maade har man udfunden Forbrændingsvarmen hos Kulstof og Brint, Stenkul, Træ, Tprv etc.; Stenkuls Forbrcendiugsvarme er 5625. Med eet Pund Stenkul lade 56V4 Pd. Vand sig opvarme fra Frhsepunctet til Kogning, eller 562V» Pd. til 10 Grader, eller 5625 Pd. Vand til 1 Grad. Varmeenheden er, som man let bliver vaer, ingen almindelig Thermometergrad, men det er det Varmeqvantnm, som en Vægtdel Vand, lig den for- brændte, optager for at forhvie sin Temperatur een Thermometergrad paa et hundrededeels Thermometer. Det rene Kulstofs Forbrændingsvarme er betyde- ligere end Stenkullenes; efter Bestemmelser af An- drews udgiør den 7881, Brintens 33808 Varme- enheder; ved Brintens Forbrænding dannes Vand, ved Kulstoffets Kulsyre, og da Vandet indeholder i Vægt 8 Gange saa megen Brint som Ilt, Kulsyren 2-/z Gange saa megen Ilt som Kulstof, saa kommer der paa 1 Vægtdel Ilt, der gaaer over til Kulsyre, 2950, og ved dens Overgang til Vand 4226 Varme- enheder. Naar man altsaa kiender et Dyrs Iltforbrug i 24 Timer og den frembragte Kulsyre- og Vandmængde (af den forsvundne Ilt), saa er det let at beregne den hele Varmemængde, som et Dyr udvikler ved sin Aandedrcetsproces. Det er fremdeles begribeligt, at naar man lader et Dyr aande i et passende Appa- rat, som ganske er omgivet med koldt Vand, at An- tallet af de Varmegrader, Dyret i en vis Tid af- giver til Omgivelsen, i saa Fald let lader sig be- W.