Materiallære 1915

_________________ _____ ________________________________________________ — 358 — næsten udelukkende afhænger heraf. Jo mere porøse Ste- nene er, desto daarligere leder de Varmen. Porøsiteten prøves ved, at man tørrer Stenene ved 100° C. til Vægten er konstant. Derefter lægges de i Vand, indtil de er mættede dermed, hvilket prøves ved, at man vejer dem med Mellemrum efter en overfladisk Tørring med et Klæde, til Vægten er konstant. Den optagne Vandmængde, der opgives i Procent af Tørvægten, er et Maal for Porøsiteten. Denne er naturligvis meget variabel for de forskellige Stenarter. Som Eksempel skal her anføres nogle Værdier (efter Hau- child og Lang): Marmor........ 0,22 -0,59 Granit.......... 0,04 -0,61 Tagskifer....... 0,045-0,15 Porfyr.......... 0,29 -2,75 Kalktuf.................... Basalt........... Serpentin........ Sandsten......... Syenit........... ....... 32,2 1,28 0,56 6,9-25,5 1,38 Hvis Stenene indeholder Porer, der ikke staar i Forbin- delse med Overfladen, kan disse ikke suges fulde af Vand, og Vandoptagelsen bliver i saa Fald intet Maal for Porøsi- teten. Man maa da bestemme denne ved at sammenligne Vægtfylden af den hele Sten med Vægtfylden af den pul- veriserede. Rent praktisk kan man skønne, om en Stenart er porøs eller ikke, ved at holde Tungen mod den. De porøse Sten vil ved Haarrørskraften virke sugende. Ved Udtørringen vil meget porøse Sten, navnlig Sandsten, svinde. De kan derfor sprænges, naar de indmures i brudfugtig Tilstand, fordi Mørtelen hindrer Stenenes Sammentrækning. 550. Varmeledningsevnen staar som nævnt i nøje Sam- menhæng med Porøsiteten, og det er af Vigtighed, at Sten, som skal anvendes til Mure, er slette Varmeledere, fordi de ellers vil beslaa sig med Fugt (»svede«) ved Berøring med den varme, fugtige Luft indvendig. 551. Vejrbestandigheden spiller den største Rolle for Sten,