Materiallære 1915

— 525 — skellig Maade og med forskellige Stoffer efter den Anven- delse, der skal gøres af det færdige Produkt. Her skal først omtales Rødgarvilin gen, der bruges til Fremstilling af Læder til Drivremme og Støvlesaaler. 918. Der anvendes hertil vegetabilske Garvestoffer, af hvilke Egebark er den vigtigste. Garvestofferne finmales paa Kværne til et Pulver, eller de udtrækkes med Vand til Garve- ekstrakter. Garvningen begynder med, at Huderne kastes i Kar med Garvevædske, der samtidig indeholder nogen fri Syre, som skal gøre Huden mere løs, saa at Garvevædsken lettere kan trænge ind i den. Undertiden behandles Huden, efter at den har været i et saadant Kar med fortyndet Svovl- syre, der yderligere skal gøre den løs. Derefter nedsænkes den i Gruber med Garvestof strøet mellem de enkelte Huder, og Gruben fyldes med Garveekstrakt. Denne Proces gentages fra 2 — 8 Gange, og Garvningen varer fra x/2 —P/2 Aar. Man har dog ogsaa Metoder til Hurtiggarvning af Læder; men Kvaliteten bliver ikke saa god derved. 919. Efter Garvningen underkastes Læderet forskellige Efterbehandlinger, der navnlig bestaar i Tørring og Valsning mellem stærkt sammenpressede Messingvalser, hvorved Læ- deret faar større Fasthed. 920. Foruden den her omtalte Garvning gives der en hel Række andre Garvningsprocesser, der giver Læder eller Skind med forskellige Egenskaber. Af disse skal kun nævnes S ems- garvning, ved hvilken man fremstiller Vaskeskind. Man bruger hertil Faareskind, der valkes med Tran og derefter undergaar en Gæring sammen med dette. Herved optages en Del af Trannens Bestanddele paa en saadan Maade af Skindet, at de ikke senere kan fjernes. Saadanne Skind kan taale at udblødes i Vand og atter tørres uden at blive haarde og stive. 921. Læder til Drivremme. Ved Tilretningen bliver Huden, der jo oprindelig er formet som en Beholder, ud- strakt til en flad »Kernetavle«, af hvilken man kan faa en Drivrem paa ca. 1,2—1,5 m Længde, og hvis Bredde er næsten lige saa stor. Materialet er altid Oksehud, og Kvali-