Det danske Fyrvæsen
1560-1660

389 manden på Kronborg at forespørge hos Jens Pedersen, om han havde skaffet stenkul til »fyrpanden« på Skagen, og at lade ham sætte der på slottet til på videre besked, hvis han ikke skulde have skaffet kul did. Imidlertid må Jens Pedersen have kunnet klare for sig, ti der høres intet mere til sagen. Ved indretningen af vippefyrene og ansættelsen af en for alle fyr fælles fyrforvalter, der havde pasningen i entreprise, havde det danske fyrvæsens udvikling nåt en afslutning og det standpunkt, på hvilket det holdt sig i en årrække, i hvert fald til vippefyrenes afskaffelse. Hvad der særtegner de følgende år indtil 1660, er kun et skifte i fyrforvaltertjænesten og de fire fyrs sukcessive afståelse til Sverrig. I året 1639 døde Jens Pedersen, og de seks fyring- ers pasning overdroges nu hans sön Peder Jensen (Grove) af Helsingør. Denne fik nemlig 23. oktbr. 1639, efter at han allerede ved bestalling 1638 9. septbr. var blevet sin fader adjungeret ved bestyrelsen af fyringerne og havde fat løfte om at blive faderens efterfølger 9, fra 1. januar 1640* 2), til hvilken tid afgangne Jens Pedersen fik sin pension, at regne en bestalling, i henhold til hvilken der af tolderen i Øresund årlig i tre terminer til 1. marts, 1. juni og 1. avgust skulde betales ham ligesom hans forgænger i alt 4666x/2 rdlr. 16 sk., hvori der dog skulde afkortes ham 200 rdlr. for hver nat, fyringerne forsomtes3). Det lykkedes heller ikke Peder Jensen at få leveret den bojert, som kommissionen af 1627 havde ’) Sæll. reg. 20, 34, meddelt af arkivsekretær G. Grove. 2) Sæll. reg. 20, 166. 3) Trods denne bestemmelse gav Peder Jensen anledning til, at rigens hovmester i et missive af 18. septbr. 1644 måtte ind- skærpe ham med al flid at vedligeholde fyringen på Skagen, se disse samlinger 8, 192.