Det danske Fyrvæsen
1560-1660

388 fyringerne på Nidingen fandtes kul nok, men bønderne vare modvillige med at føre dem ud til fyret efter det tilsagn, som Jens Pedersen havde fåt i sin bestalling; han havde nu under livsstraf pålagt dem at føre kul fra et skib, som lige var ankommet med et stort parti, ud til fyret, og derefter gjort den ordinans, at 12 bønder herefter skulde udføre transporten af kul til Nidingen mod at sidde fri for alt andet arbejde til slottet (Var- berghus). Lænsmanden på Maimøhus meddelte, at en mand fra Falsterbo og en fra Skanør havde tilsyn med fyringen, ved hvilken der var kul i forråd, »men dersom der kand være nogen mangel, da er det formedelst, at løchten, som ilden er udi, er støbt af jærn och er til- luct och den menis da icke at liufse saa langt eller saa vel som den, der var tilforn, som var gjort af mange jærn, dog den sparer mere kul«. Derimod viste det sig at stå helt galt til ved fyringen på Skagen. Lænsmanden på Ålborghus svarede med en indberetning til over- sekretæren i Danske kancelli Iver Vind1) og en særlig skrivelse til kansler Kristian Friis2), hvori han meddelte, at tolderen på Skagen havde underrettet ham om, at man der natten mellem 19. og 20. oktober havde blus- set de sidste kul: han havde i tide underrettet oversekre- tæren herom og forsikrede om sin uskyldighed; der var mulig kul at få i Ålborg, men ingen vilde løbe om for Skagen i den farlige vintertid, og til vogns var der 12 store mile at køre, og en vogn kunde tilmed ikke age mere, end der kunde brændes på en nat. Denne indberetning vakte åbenbart en betydelig vrede hos kongen, som i et missive af 19. novbr.3) pålagde læns- l) a. st. 1635 16. novbr. trykt i disse samlinger 8, 190—92. 2) af samme dag, findes bl. Indk. breve o. s. v. 3) Sæll. tegn. 25, 457, meddelt af arkivsekretær G. Grove.