Typografi
Før Sættere, Korrektører, Forfattere Og Forlæggere

KORREKTURLÆSNINGENS TEKNIK MD 10 keres, der betinger sætterens større eller mindre tidstab; en korrektur med faa, men uordentligt markerede og utydeligt skrevne ændringer bliver forholdsvis dyrere for den, der skal betale omforandringerne, end en anden, som indeholder marv ge, men let overskueligt betegnede og tydeligt skrevne æn« dringer. I enkeltspaltet sats vil korrekturændringer, der af= vekslende markeres i højre og venstre papirrand, blive dyrere at rette end naar de kun er opførte paa én side, og ændrin* ger, der skrives mellem tekstens linier, koster mere at udføre end fuldstændig omsætning af de enkelte linier. For at en korrektur skal kunne kaldes let overskuelig maa den opfylde tre hovedbetingelser: i) Enhver ændring skal forsynes med et dobbelt korrekturtegn, i formen saa enkelt som muligt og, nøjagtigt ens angivet, anbringes nøje paa det paagældende sted i teksten saavel som i papirranden. I en* keltspaltet sats bør det korresponderende korrekturtegn med ændringerne ufravigeligt skrives i den ydre papirrand, paa lige sider i venstre, paa ulige sider i højre papirrand. I dob= beltspaltet sats benyttes begge papirrande til ændringernes affattelse, men selvfølgelig med hver spaltes for sig, og i flerspaltet sats bør papirranden ogsaa inddeles i spalter og hver enkelt helst numereres med spaltetallet. 2) Korrektur» ændringer bør ufravigelig skrives med sort blæk og være saa nøjagtigt udførte, at sætteren formaar at skelne de enkelte skrifttegn £ra hverandre, ligesom skriften hverken maa være klumpet, gnidret eller for personlig. Korrekturtegnene med de efterfølgende ændringer bør saa vidt muligt anbringes i papirranden lige ud for den paagældende tekstlinie, og de bør ufravigelig skrives paa den højre side af korrektur* tegnene; saafremt ændringerne er omfattende, maa der efter det korresponderende korrekturtegn tilføjes en henvisning til det sted, hvor sætteren skal søge dem, £. eks. se neden= for, se manuskriptet. 3) Der maa ikke stryges mere ud end der virkelig skal tages bort, og ikke skrives mere i randen, end der virkelig skal føjes ind. Ved ændring eller borttagen af et enkelt skrifttegn, ved tilføjelse a£ et enkelt oversprunget eller nyt tilføjet ord saa* vel som ved en større sammenhængende indskrivning brus ger man som dobbelte korrekturtegn lodrette streger uden