Typografi
Før Sættere, Korrektører, Forfattere Og Forlæggere

KORREKTURLÆSNINGENS TEKNIK 91 stavernes hoveder og derved læderer skriftbillederne. For ao cidens* og tabelsættere er tangen et uundværligt instrument. Ved korrigering med aal griber sætteren den venstre side af ordet, hvori der skal ændres, med pegefingeren, den højre side med aalespidsen, løfter ordet i vejret, tager de fejle skrift« tegn op og sætter de rigtige ned. Naar dette er gjort, slip= per man ordet med pegefingeren og trykker den løftede sats ned igen med aalens runde skive. Det er urigtigt at bore aale* spidsen ind i bogstaverne, ligesom det er unyttigt at hamre satsen plan med aalens skive. Korrigeringen maa ikke alene indskrænke sig til bortfjer* nelse af de udtegnede fejl, ogsaa de hermed følgende spor bør udviskes saa meget som muligt. Et bryllup bør ikke lade et gabende og en begravelse ikke et yderst sparsommeligt mellemrum mellem ordene blive tilbage og paa denne maade ødelægge det harmoniske rumforhold. For at undgaa dette, maa sætteren, naar slige ændringer forekommer, bryde satsen om til den følgende udgangslinie, saafremt der ikke tidligere kan opnaas en passende udligning. Den efterfølgende kor* rekturprøve med tilhørende ny korrekturaftryk viser, hvor* ledes rettelserne skal foretages for at korrigeringen kan kab des forsvarlig. Det ny aftryk sendes forfatteren til fornyet gennemlæsning, og efter denne rettes de ny fejl og ændrin« ger atter i blyet. Findes der mange ændringer i den anden korrektur, maa der tages en tredie, og er denne endnu ikke god, en fjerde korrektur til forfatteren. Tror denne, at han ikke har mere at ændre, bemærker han det i almindelighed paa selve korrekturen, og satsen er dermed færdig til tryk. KORREKTURÆNDRINGER Ü bør markeres saa tydeligt, at sætteren øjeblikkeligt formaar at fatte, hvad ret: teiserne gaar ud paa. Men at markere en korrektur saaledes er en kunst, som kun de færreste forstaar; størstedelen af korrekturlæsere savner forstaaelsen af, at korrekturens nøjag* tige udførelse vanskeliggøres, naar sætteren maa granske hele sætninger for at udfinde den rette mening i ændringerne. — Det er først og fremmest maaden, hvorpaa ændringerne mar*