Typografi
Før Sættere, Korrektører, Forfattere Og Forlæggere

90 SATSENS KORRIGERING kan sende det tilbage med det rettede ark. Naar . , korrekturen læses paa trykkeriet, rettes kun de II \ typografiske fejl, medens formodede urigtig« „ jm, heder understreges med rødt eller blaat, hvor* I» ]7 ved forfatterens opmærksomhed henledes paa W / \ disse. Ved typografiske fejl forstaas ikke alene ■ / I \ fejle eller fremmede bogstaver, overspringe!« ru ser, gentagelser og fejllæsninger, men ogsaa I n / \ alle forsyndelser mod de gældende typografi* V Aal- ske regler og overhovedet mod god smag. Iang' KORRIGERINGEN af satsformen foregaar paa den maade, . at brædtet, hvis satsen staar paa et saadant, stilles paa en korrigerstol, eller kolumnebærerne med satsen flyttes til et sted i sætterens umiddelbare nærhed. En kolumne stilles paa højre side i skibet og snoren løftes af. Naar satsen ikke har været trukket af i en sluttet form, maa enhver kolumne først rettes op, da den løse sats ved trykket i korrekturpres« sen og for kolumnebærernes vedkommende ogsaa ved tryk* ket af den øverste sats paa den nederste, falder noget til siden i én bestemt retning, hvilket kaldes at den »lægger sig«. Sat> sen rettes op ved at man paa venstre side af kolumnen stil« ler en lang aflæggespaan eller en blysteg, som skal forhindre, at linierne falder ud efter og gaar i fisk. Med højre haands peges og langfinger trykkes skriftbillederne modsat den ret* ning satsen hælder, medens man samtidig med venstre haand presser aflæggespaanen fast til ko* lumnen, saaledes at alle linierne ret« ter sig og staar med bogstavbilleder* ne lige i vejret. Ved korrigeringen benytter man sig af aalen, en lille, slank staalspids, der er fastskruet eller presset ned i et drejet horn* eller træhaandtag, som breder sig nedefter og ender i en plan skive. Mange sættere foretrækker korriger* tangen, der i de fleste tilfælde er en almindelig uhrmagerpincet; til kom* pres sats er tangen ikke anbefalelses* værdig, da benene let glider af bog*